VBF – verdens bedste folkeskole

I bedste yogastil sidder jeg fordybet i mine åndedrag og forsøger febrilsk at sende den ene tanke af sted efter den anden som små balloner på himlen. Det har jeg lært de sidste par måneder af min yogalærer – giv slip, send afsted og accepter tankens flygtighed. 

Alligevel er det som om – her i mørket, varmen og al den blussende ild – at der er en tanke, som vokser sig som en større og større ballon, for blot at blive siddende med sin lille spinkle snor fast i min hestehale. Den vil simpelthen ikke give slip. Den vil simpelthen ikke svæve hen over himlen i det uvisse.

Jeg har de sidste par år deltaget i utallige skolepolitiske møder, seminarer, oplæg, debatter. De sidste par måneder er det faktisk ikke blevet til så mange møder. De utallige balloner, der i disse måneder er blevet sendt afsted, har resulteret i forandring og nye veje i mit arbejdsliv. Og det har krævet tid og ro. 

Jeg talte med en god ven forleden dag – vi har talt mange timer i telefon de sidste par måneder. Vi deler samme passion for at lave skole – og ikke mindst for at skabe skole, hvor der er plads til mennesket. Der er blevet grint mange gange af, at vi egentlig i hver samtale har holdt et lille pædagogisk rådsmøde, drukket en fiktiv kop kaffe på lærerværelset – været lærere sammen og drømt om, at vores diskussioner omkring skolen og især folkeskolen egentlig bare var diskussioner taget i en hvilken som helst skolevirkelighed – fordi vi kender den virkelighed helt ind til benet og ved, at når lærere taler skole og taler elever, så taler de med en indre flamme, som blev tændt måske, da de selv gik i skole, da de gik på seminariet, da de fik deres første klasse, da de mødte den elev, som udviklede sig i kraft af deres undervisning, da de mødte tårer, smil, bevægelse, fordybelse. 

Men jeg må også ærligt indrømme, at vores telefonsamtaler ikke nødvendigvis altid har haft en positiv klang omkring skolen og lærerlivet. Den umulige kærlighed tror jeg, at vi kaldte det på et tidspunkt. Af de mange lærere, som jeg har mødt over årene, tror jeg, at den umulige kærlighed til skolen og lærerlivet er et eksistensvilkår. Ligesom vi frustreres over elever, der ikke forstår forskellen mellem at læse på og mellem linjerne for tredje år i træk, så driver det også et engagement og nysgerrighed i læreren til at finde nye veje i læreprocesserne. Og det er sådan en lærerhjerne og -hjerte fungerer – vi prøver, kæmper, prøver, kæmper, frustreres og bliver enormt kritiske i vores udmeldinger, spekulerer over hvad vi gør forkert, prøver, kæmper, forandrer for måske egentlig til sidst at acceptere læreprocessens flygtighed og sende den afsted som balloner på himlen. Og vi kæmper i disse år ikke kun en indre men også ydre kamp for, at samfundet – jeg vil tillade mig at kalde det systemet – forstår, at det er sådan et lærerhjerte fungerer og det skal man værne om, passe på gennem gode rammer, udfordre – men aldrig slukke. 

Forleden dag mødte jeg en god skolelederven, som sagde, at I disse år må vi måske acceptere, at læreren vil tale det erfaringsbaserede mere end det evidensbaserede. Og på sin vis giver jeg ham ret – fordi det at være lærer er så dybt forankret i erfaringer hos den enkelte og sammen som lærergruppe. Og det eksistensvilkår tror jeg på, at alle i og omkring skolen må gribe om, for at fordre en skole, hvor lærerværelset emmer af diskussioner, klirrende kaffekopper, dampende uenigheder og mod til at ville nye og måske også gamle veje med eleverne. Dermed ikke sagt, at det evidensbaserede ikke kan give os nye veje til indsigt - det kan perspektivere vores indsigt. 

Om lidt lukker jeg døren til folkeskolen som lærer. Og den ballon af minder og erfaringer, fyldt med mere end 16 års lærergerning sidder fast i min hestehale. Den svæver ikke de næste mange år hen i flygtighed og glemsel. Tværtimod – den dag, hvor "systemet" accepterer, at lærerlivet er for livet, så er jeg ikke i tvivl om, at vi kan lave verdens bedste folkeskole. Og da må snoren gerne løsne sig.