Rygende pistoler mod litteraturen

Hver uge har jeg den store fornøjelse af 0.klasses forrygende spørgsmål om alt fra verdens 100 farligste dyr til kartoflens historie. I denne bibliotekstime havde Victor medbragt sin legetøjspistol, som med sit sølvglinsede skær fangede ikke blot mit, men også resten af drengegruppens opmærksomhed. På trods af en legetøjspistols begrænsning i simpelthen at affyre et skud, besluttede jeg mig for at lade den være startskuddet til en demonstration af, hvad ordet, duel, egentlig betyder.

Med rygende pistoler gik vi skridt for skridt væk fra hinanden. Resten af klassen trak stort set ikke vejret og jeg måtte bekæmpe en indre latter over synet af en gruppe elever, der fæstnede deres måbende blik på Victor og hans hurtighed i at skyde mig først (læs: jeg lod ham skyde mig).

Efterfølgende rev jeg “Varsomhed og vovemod” ned af hylden og læste Torben Weinreichs fortælling om lærer, Christian, der i en voldsom, altopslugende duel tvinger sære Sofus til at lytte til bibliotekets bøger. De trækker vejret. De lever og ånder i deres fortællinger om menneskelivet på godt og ondt.

Pieeeuuvvv så var fortællingen ovre og 0. klasse begav sig på jagt efter nye lån på biblioteket.

Jeg stod på lur på hjørnet. Victor, Oliver og alle de andre åbnede forsigtigt bøgerne, lagde siderne op til ørerne for at konkludere stille og hviskende til hinanden; Bøgerne trækker rent faktisk vejret.

Midt i John Wayne, rygende pistoler og ord indså jeg, at barnet har en fantastisk fantasi og forståelse af litteraturens univers. Nemlig at alt det, der står i bøgerne – alt det, der står mellem linjerne - er levende og muligt at finde lige nu og her. Deres hvisken mindede mig om, at vi dansklærere i disse år deltager i en vigtig duel om litteraturens berettigelse og forhåbentlig er det os, der rammer først :-)