DANSKTIMEN - elevens stemme - #5

I 2008 læste jeg første gang Holger Henriksens, Samtalens mulighed, og for de fleste skolemennesker vækker dette værk forhåbentligvis genklang. Sandsynligvis en del år før jeg første gang mødte bogen. Og jeg beklager på forhånd den ungdommelige og naivistiske refleksion over, at her sad jeg med et værk mellem hænderne, som på en og samme tid talte ind i mit skolehjerte og skabte masser af forunderlig eftertanke.   

I 2008 startede jeg på læreruddannelsen og med et snuptag i løbet af min studietid var jeg ikke længere seminariestuderende, men derimod studerende på en professionsuddannelse. I 2008 var jeg ganske glad for udsigten til efter fire studieår at kunne kalde mig for bachelor i et eller andet. Men med et levet skoleliv i folkeskolen og efterskoleverdenen er bacheloren degraderet til at stykke papir i nederste skrivebordsskuffe og en konstant søgen efter lærergerningens ånd og sjæl. Og det er ingen hemmelig, at den ånd og sjæl finder jeg blandt mine elever. De samme elever, som hver dag tilskynder mig til at være den bedste udgave af min lærergerning - såvel didaktisk som pædagogisk.

Hver torsdag morgen har vi klassemøde i 5.klasse. Jeg “opfandt” klassemødet sidste år, da jeg efterhånden var ved at være fyldt op at konstante konflikter i frikvarterer, som greb ind i den efterfølgende undervisning. Og klassemøderne har vist sig nærmest at nå niveauer af festsale-stemning (jf. Holger Henriksen), som nogen af os måske kender fra vores seminarietid. Her drøfter vi stort og småt og vi deler - nogen mere end andre - følelser, stemninger, konflikter med det formål, at efterlade masser af eftertanke, medindflydelse på klassens ve og vel og forhåbentligvis en stor portion livsmod. Det kræver stort mod at tale om det, der udfordrer, bekymrer men også glæder én. Og det kræver god tid at skabe rum for disse drøftelser. 

En af mine elever har i dette indlæg foreslået at bidrage med en beskrivelse af et klassemøde - eleven ved, at jeg sætter stor pris på, at eleverne åbenhjertigt taler om det, der rør sig hos den enkelte. Både eleven og jeg ved også, at det er altid lettere sagt end gjort. Historien gjorde stort indtryk på mig, fordi den mindede mig om, at al skoleliv er ikke sort/hvidt - skoleliv er menneskeliv og her skal vi som professionelle - både i og uden for skolen - træde voldsomt varsomt, men også med masser af mod. 

Jeg håber så inderligt, at denne lille historie fra virkelighedens verden giver stof til eftertanke for alle de mennesker, som er og gør sig til en del af skolens verden. Eftertanke, der først og fremmest anerkender betydningen af de enkeltstående historier fortalt fra elevernes egen stol og anerkendelsen af, at det er vigtigt, at der god taletid - ikke kun i faglige sammenhænge - men særligt i de dybt personlige.

“Jeg kunne godt tænke mig, at vi skulle tale om ensomhed”. Lige i det Marie sagde den sætning, satte mine tanker sig i gang. Føler jeg mig ensom? Kender jeg nogen, der er ensomme? Det var de to spørgsmål jeg spekulerede på. Jeppe rakte hånden op og sagde: “Jeg kan nogen gange godt føle mig ensom, men mest derhjemme”. Jeg hørte ikke så meget af, hvad de talte om. Jeg brugte tiden på at forestille mig, at jeg havde et spejl i hånden og kiggede på mig selv. Er jeg ensom?                           

Jeg kan faktisk godt tit føle mig ensom. Det er mest i situationer, hvor jeg sidder på mit værelse og tænker. Mine tanker kan godt gøre mig ked af det, fordi jeg jo tænker over, hvad jeg egentlig helt inderst inde føler. Mine tanker siger: “Du er bange for hvad folk tænker om dig - du er bange for at dine forældre eller lærere ikke føler, du giver dig 100 procent - du er bange for at snakke med nogen om dine inderste følelser, fordi du tror, de ikke forstår dig”.

Er der nogen, der har det på samme måde som mig? Det er det, jeg ikke ved, for når jeg så kigger rundt i kredsen ser jeg flere personer, der kigger ned i gulvet. Det kunne være et tegn på, at de har den samme følelse i kroppen? Jeg er bange for at tale med mine forældre, lærere eller venner omkring mine følelser. Mest fordi, at jeg jo har venner som betyder utrolig meget for mig, og nogle vil jo så sige, at man kun er ensom, hvis man ikke har nogen i sit liv. Klassemødet slutter. Jeg tænker stadig over ensomhed, men jeg snakker ikke med nogen om det.

Selvværd og ensomhed er på tapetet og uagtet diskussioner for og imod Nationale test, synlig læring og al det dér “voksensnak”, så er alle folkeskolens klasser sprængfyldt af elever, der bekymrer sig, undrer sig, er eftertænksomme i deres rejse i at blive livsduelige mennesker. Historien her er ikke sprudlende, begejstrende, men fortæller dybe tanker om det at være 12 år og være usikker på, om man er den eneste i denne verden, der er ramt af følelsen af ensomhed, om man er god nok og hvorvidt man tør sige det højt. Historien kryber ind under huden og minder mig om, at vi fra tid til anden må slippe de nok så faglige ambitioner og give os i kast med helt andre gøremål, nemlig samtalen.