Hold kæft, det bliver fedt at gå i skole i fremtiden :-)

Hold kæft, hvor har jeg bygget mange læsehuler med mine elever i dette skoleår. Simple konstruktioner af tæpper, borde, stole og hvad der nu lige er ved hånden. Huler, som vi kryber ind i, når vi vil undres og blive ved litteraturen i lang tid. De to eneste regler i læsehulen er; medbring altid en lommelygte og husk, at det der sker i læsehulen, bliver i hulen. Her optræder ingen kontrol over børnenes indre rejse i oplevelse, undring og selvforglemmelse. 

Det er sjældent jeg i mit skriftlige virke bruger ordene, hold kæft. Men jeg har fundet ud af, at når Michael Ziegler brænder for en sag, ja så er der ingen begrænsninger for de sproglige udfoldelser. For hold kæft, hvor bliver det fedt at gå i skole i fremtiden i følge borgmesteren for Høje-Taastrup Kommune. For 420 millioner kroner bygges fremtidens skole, som ganske simpelt lover “at opdatere eleverne". (jf. Weekendavisen, den 15. juni 2018)

Tilbage står jeg som dansklærer og inde i selvforglemmelsens læsehule rammes jeg af tvivlen – har jeg ikke altid opdateret mine elever til et liv 30 år ud i fremtiden? Er strømmen af danskfaglige updates gået min næse forbi – præcis som jeg er stoppet med at aktivere de utallige updates fra Apple? Eller har jeg taget det didaktiske tigerspring og accepteret, at nyttige og instrumentelle tanker om min danskundervisning er hverdagskost, men aldrig altafgørende?

Flemming Ellingsen udtaler i samme artikel: “Jeg tror, at voksne har overset, at børnenes hjerner også kunne bruges til noget, at de har en kæmpe ressource.” Barnet har i sin egenskab af at være barn en fantasi, en medfødt magi som ikke lader sig indfange i begrebet, nytteværdi, men brænder og blusser op i mødet med det kendte og det anderledes på én og samme tid. Jeg er enig med Flemming Ellingsen og Michael Ziegler, at denne flamme og gnist må være en nødvendig gnist, der opretholder, forandrer og gør vores samfund livsdueligt mange år frem. En gnist, som vi som dansklærere også må værne om. 

Men hjerner og hjerter, der anvendes ureflekteret og uden en selvforglemmelsens hule - digitale hjerner, der ikke kobles til etik, æstetik og historie bliver aldrig hjerner og hjerter, der er livsduelige om 30 år. 

Udsyn og selvindsigt skal der til, og det ser jeg som én af danskfagets fornemmeste bidrag til elevernes 21st Century Skills. Hertil kommer en god portion æstetik, som tør sprænge rammerne for, hvad der er nyttigt og dybt unyttigt. Børn er ikke hjerner, børn er et barn, der ses, røres, leges med og skubbes. Ja, Knud Romers bud på en Midsommerviser indfanger lige præcis mine tanker for børnene i læsehulen: 

“Vi er gnisterne i vinden, en flygtig midsommerdrøm, og ingen trolddom holder så fast som en åben hånd.”

Forhåbentlig kan hånden, der holder varsomt, bygger en læsehule og folder danskfaget ud, være lige præcis den update, der skaber livsduelige mennesker også 30 år ud i fremtiden.