DANSKTIMEN - disciplineret pjæk - #2

Klokken er 7. Det summer fra gangen. Og hvad er mere nærliggende end at sidde på sit kontor, opfange alle begyndende aktiviteter efter en påskeferie og lade kaffen dampe trygt forbi skærmen. Det lyder nærmest idyllisk at være dansklærer og sandheden er, at det er det langt fra altid. Det kræver nok nærmere en stor portion mod.

Jeg har tumlet hele natten. Det gør jeg faktisk altid natten inden, skoledagen begynder efter en ferie. Spekulationerne hvirvler igennem soveværelset og mit hoved. Er jeg klar med næste forløb i morgen kl. 8? Er alt kopieret? Er jeg klar på MinUddannelse? Åh gud, og hvad med elevplanerne? Er jeg klar….klar….klar…. For 2 år siden spurgte jeg mig selv, om jeg var klar med opgivelser, prøveoplæg, synopser, skriftlig fremstilling og alt det, der fylder på denne tid af året, når man underviser udskolingens klasser i dansk.

Hele vejen til arbejde bekræfter jeg mig selv i, at jeg er klar. Jeg krydstjekker og løber min indre to-do-liste igennem for sidste gang, inden jeg hektisk vælter ind ad døren med en lidt for stor madpakke under armen. I halvanden uge har jeg stort set klaret mig med sol, kaffe og litteratur, men det at være klar, betyder åbenbart også, at feriens ro og eftertænksomhed er fortrængt til fordel for tøj på kroppen, tørt rugbrød i madkassen og hektiske skridt ned ad skolens gange.

Jeg snupper en kop kaffe på vejen mellem lærerværelset og mit skrivebord. Kaffen damper og i det, jeg tager en slurk af koppen, kyler jeg den oprindelige plan i skraldespanden - vi kommer ikke rigtig i gang efter ferien uden en ordentlig portion disciplineret litterær pjæk.

Jeg har i ferien læst essayet, Disciplineret pjæk, af Søren Ulrik Thomsen. Forfatteren sonderer terrænet mellem pligt- og lystlæsning af litteratur og udfolder sit princip; læsning som pjæk fremfor af pligt. Vi skal have tid og rum for at læse litteratur - både den litteratur, som vi kan spejle os i og den litteratur, hvor man kan spejde efter et eller andet ganske ubestemmeligt vigtigt. Og jeg aner ikke, hvilket forløb jeg skal pakke det ind i eller hvilke mål jeg skal opsætte. Litteraturen skal bare være der, fordi den giver et fælles ståsted, et pusterum. Et sted, hvor det ikke er mig, der skal være klar. Men vi skal være lige dér sammen - eleverne og mig. Vi skal have god tid. Og det kan for det utrænede øje minde om en pjækketime. Et øjebliks flugt, hvor duften af (ånds)frihed giver fornyet energi.

Søren Ulrik Thomsen udfolder et andet princip - at færdiggøre sin læsning. Og det kan på sådan en første skoledag efter ferien virke noget videre stressende. Jeg ved dels hvor svært det at læse et fælles værk på klassen og samtidig, at alle bliver færdige. Men vi læser fælles litteratur, og vi bliver færdige. For nogle elever tager det længere tid end for andre. Men jeg bliver nødt til at prioritere tiden midt i “kompetencejagten”. For roen, det litterære pusterum, giver eleverne og mig mulighed for sammen at bevæge os igennem universer, som vi ellers aldrig ville have opsøgt eller tilfældigt være stødt på og blive klogere - sammen.

Støvsugeren er slukket. Eleverne er trukket ind i klasserne, og jeg drikker ud. Det er ikke kun til nytår, at jeg fremturer med det ene forsæt efter det andet. I dag har jeg startet mit påskeforsæt - mere nærvær, mindre krydstjekning og mere disciplineret litterær pjæk. Jeg tror på, at det giver nysgerrige elever og lærere og mennesker, der ser sig selv og et eller andet lige dér i livet.