Fra Ritter Sport til kanelgifler

Lige om lidt træder en gruppe unge mennesker ind i hallen. De rammes af synet af seks snorlige rækker af borde, der med deres tyndslidte kanter og gennemhullede overflader vidner om andre elever, der gennem årene har svedt og kæmpet sig vej gennem skriftlig fremstilling.

Da jeg sad der, var det med opgaveformuleringen i et analogt format og med begrænset mulighed for fordybelse. Her havde jeg kun mulighed for at fordybe mig i min egen viden og indsigt, min tilegnet genreforståelse og ikke mindst med et fast greb om Retskrivningsordbogen fra Gyldendal. Og nåhr ja, så lige en Cola Light og en rød Ritter Sport.

Meget har ændret sig siden min afgangsprøve i 1990’erne. I dag stilles opgaveformuleringen digitalt. Eleverne befinder sig i et konstant kommunikationsforhold og skal vise særlig indsigt i og evne for at producere en tekst (mere eller mindre multimodal), der afspejler en afsender og en bevidst valgt modtager.

Tekstbegrebet er på ingen måde det samme som i 1990’erne. Tekstbegrebet er udvidet og det betyder, at eleverne skal være bevidst om tekstens hensigt, genrestillads, afsender-modtager-forhold og virkemidler. Det udvidede tekstbegreb betyder også en voldsom stofmængde, som træder ind i 9. og 10. klasse elevens verden og eleverne skal demonstrere en god portion kritisk sans i udvælgelsen af indhold og form.

Eleverne har internettet til rådighed under hele prøven og behøver ikke længere nøjes med at tage afsæt i deres egen verdensforståelse, men derimod lade sig indsluse i en verden, der blot er et klik væk. Blyant og viskelæder er erstattet af en skærm på samtlige borde på de seks snorlige rækker. Og nåhr ja, ved siden af en Cola Zero og en pose kanelgifler.

Et kardinalpunkt i den forestående skriftlige fremstilling, IPrøven, for henholdsvis 9. og 10.klasse er anvendelsen af internettet til at søge relevant og hensigtsmæssig information og inspiration. I vurderingskriterierne fremgår det, at eleverne skal vise, at de kritisk har bearbejdet det søgte, inden det er anvendt og gjort til eget udtryk i besvarelsen. Eleverne skal dermed kunne skelne mellem forskellige typer af afsendere, have viden om forskellige målgrupper og være i stand til at lave kildekritisk søgning – og de skal dokumentere deres søgning. Det er ændringer i prøveformen, som er sket over de sidste par år i tråd med ændringer af Fælles Mål. Men det er også ændringer, som vi ikke må tro kun vedrører danskundervisningen i udskolingen. 

IPrøvens indhold og form får stor betydning i danskundervisningen såvel i indskoling og på mellemtrinnet som i udskolingen. IPrøven gemmer på vigtige fagdidaktiske diskussioner om fokusområder i det skriftlige arbejde og ikke mindst arbejdet med alsidige evalueringsmetoder.

Eleverne vurderes ud fra de tre vurderingskriterier; indhold, sprog og form. Men vi som dansklærere ved, at det at formulere et vigtigt budskab direkte fra hjertet og skrevet med en indlevelse og et nærvær, kræver mere end de anviste vurderingskriterier i prøvevejledningen. Nemlig en særlig fornemmelse hos modtager af, at afsender har et livsvigtigt indhold på hjertet og forstår at formidle det (med en god portion virkemidler) i et levende, alsidigt og korrekt sprog.

Til min egen afgangsprøve i 9.klasse reflekterede jeg over, hvorvidt min dansklærer og censor kunne lide min måde at skrive på. Den er refleksion er forlængst forældet. Elever, i dag, går fejl i byen, hvis de målretter deres skriftlige fremstilling mod læreren og dernæst censor. Dansklæreren er forsvundet ud af vurderingsligningen og censor – ja censor er på ingen måde relevant, men det er derimod den modtager, der mere eller mindre direkte angives i opgaveformuleringen.

Jeg har gentagende gange blogget om betydningen af, at kun én censor vurderer elevernes besvarelse. Til følgegruppens seneste undersøgelsesresultater vil jeg blot tilføje, at det at udlade dansklæreren i vurderingsligningen kan sende et ikke uvæsentligt signal til fagteamet og det professionelle læringsfællesskab om, at fagdidaktiske refleksioner og diskussioner om det skriftlige og sproglige arbejde i danskundervisning, vægtes mindre og mindre. Hvad bliver konsekvensen? Den er næste ikke til at bære for mit skrivehjerte.

De snorlige rækker af borde, Ritter Sporten og kanelgiflerne står der stadig. Parat til at danne ramme om masser af virkelyst og skriveglæde. Så forhåbentlig har landets dansklærere pustet så meget glæde i elevernes skrivehjerter, at der på onsdag fyldes den ene side efter den anden med indhold, der folder sig ud mellem beretning, beskrivelse, argumentation, metafor, symbol, komma, punktum og solid korrekturlæsning. Kort sagt: et sprog, der gnister – trods alt.