Hvorfor forstår vi idrætsfaget så forskelligt?

Artiklen "Erfaren lærer om idræt som prøvefag: De ældste elever savner at dyrke idræt for sjov" med idrætslærer Rasmus Resen fra Søndre Skole i Viborg satte nogle tanker i gang. Den peger et eller andet sted på, at vi idrætslærere stadig har et arbejde foran os i forhold til at skabe et fælles sprog for vores fag.

Artiklen kaster således lys på, hvordan vi som idrætslærere vælger at anskue idrætsfaget. På baggrund af udtalelserne i artiklen og kommentarsporet hertil på både folkeskolen.dk og på Facebook lader det til, at nogle idrætslærere stadig har et meget modsætningsfyldt billede af faget.

Meget forsimplet kan idræt anskues enten som et primært aktivitetsfag, hvor eleverne præsenteres for aktiviteter af forskellig art, får sved på panden og motiveres til bevægelse i og uden for skolen. Lærerne er her gode til at opmuntre eleverne, så det bliver en aktiv idrætstime for alle. På den anden side kan faget anskues fra et læringsperspektiv, hvor aktivitetsniveauet er skiftende, alt efter hvilke kommunikationsformer og aktiviteter der arbejdes med. Her indlægger idrætslærerne refleksive pauser og inkorporerer idrætsteori, som forbindes med praksis.

Der er dog selvsagt mange nuancer i de to tilgange. Fx kan man sagtens lære en masse i en aktivitetsbaseret undervisning, og en læringsbaseret tilgang indeholder selvfølgelig også aktiviteter. Den store forskel ligger i intentionen bag de to måder at anskue og tilrettelægge sin undervisning på. Man kan også spørge, hvad er formålet med idrætsundervisningen i grundskolen?

Ifølge Fælles Mål for idræt er idræt et dannelsesfag, som ovenikøbet år efter år går igen i elevernes grundskoletid. Netop derfor spiller idrætsfaget også en særlig vigtig rolle i at understøtte elevernes positive kropslige oplevelser, som skal bæres af aktiv læring med plads til alle. Faget rummer dermed både lærings- og oplevelsesdimensionen, og det bliver således idrætslærerens fornemste rolle at finde balancen mellem disse.

Prøven skal ikke være styrende for fagets indhold
Rapporter (SPIF-18) har tidligere vist, at udskolingslærerne i høj grad vurderede, at idrætsprøven har bidraget til positiv idrætsdeltagelse blandt eleverne, højere aktivitetsniveau samt en styrkelse af fagets status.

Undersøgelsen understreger dermed vigtigheden af, at vi som idrætslærere stadig holder fast i den målstyrede undervisning, som er mere end sved på panden. Når vi står på gulvet i idrætssalen både ser og hører vi elever, der i højere grad end tidligere deltager aktivt i undervisningen og udviser større bevægelsesglæde. Det gør sig især gældende for de mere idrætsusikre elever. Disse nyder godt af, at den tydelige målstyring fjerner noget af den uforudsigelighed, som faget ellers kan være præget af. Og som desværre kan virke skræmmende på de elever, der føler sig kropsligt usikre.

Selvom noget altså peger på, at prøven i idræt har styrket fagets status, er det ikke prøven, der skal være styrende for fagets indhold. Det er Fælles Mål, der definerer indholdet, og det er derfor ud fra de mål, at der skal arbejdes gennem hele skoleforløbet. Udskolingslærerne skal være meget opmærksomme på, at deres undervisning ikke bliver ren “teaching to the test”. I stedet skal de holde fokus på idræt som dannelsesfag, for det er her, børne- og ungeskole kan mødes. Og de SKAL mødes, hvis fagets status for alvor skal styrkes – også helt ned i de små klasser.

Det er en udfordring, at der på mange skoler ikke er en fælles idrætsfagskultur og måde at anskue faget på – en rød tråd i idrætsundervisningen. Mange elever bliver ved skiftet fra børne- til ungeskole nærmest udsat for et idrætsfagligt kulturchok. De kommer måske fra en kultur, hvor man forbinder idrætsundervisningen med leg, konkurrence, sved på panden og ofte en høj grad af selv- eller medbestemmelse – men ikke med kompetencemål, temabaseret undervisning og makkerfeedback. Derfor bliver det også her en krævende proces at få indarbejdet et tydeligere fagligt fokus og samtidig opretholde elevernes lyst og motivation til at engagere sig i undervisningen. Hvis man antager, at elever har lettere ved at opfatte idrætsundervisningen som meningsfuld, hvis de oplever sammenhæng og forståelige mål, må dette være idealet for alle lærere.

Idræt i folkeskolen skal være både sjovt og lærerigt igennem hele grundskoletiden, og det er vores opgave som idrætslærere at sørge for, at det ene ikke udelukker det andet.