Bad efter idræt: Kropsforskrækkelsen starter i hjemmet

Det er en kendt udfordring for rigtig mange idrætslærere og idrætspædagoger landet over, at det kan være svært, at få eleverne på de ældste klassetrin til at gå i bad efter en svedig idrætstime.

Ifølge tal fra den nye undersøgelse ”Bevægelse i skoledagen 2019”, som Dansk Skoleidræt og TrygFonden står bag, svarer kun 43 pct. af underviserne, at eleverne i udskolingen går i bad ”hver gang” eller ”næsten hver gang”, mens det tilsvarende tal for mellemtrin og indskoling er næsten dobbelt så stort - 85 pct.

Resultaterne viser altså, at der er stor variation i, hvor ofte eleverne vurderes at gå i bad efter idrætstimerne alt efter klassetrin. Og tallene viser desuden, at problematikken ikke overraskende opstår i overgangen fra mellemtrin til udskoling.

Badeproblematikken hænger sammen med en stigende bevidsthed og opmærksomhed blandt eleverne på hinandens og deres egen krop. Sådan er det at komme i puberteten. Men det er også en kropsbevidsthed og blufærdighedskultur, som ikke må stå i vejen for en kvalitetsfuld og engagerende idrætsundervisning. At springe idrætstimen over pga. et bad, vil få langt mere vidtrækkende og alvorlige konsekvenser end den manglende hygiejne. Hvis det betyder, at de går glip af de kropslige og idrætslige udfordringer, kan eleverne misse muligheden for at indgå i nogle sociale-, følelsesmæssige- og dannelsesmæssige fællesskaber, og de mister væsentlige faglige input

Manglende indblik i almindelige kroppe

Vi løser ikke udfordringen med unges kropsidealer, selvbilleder og kropsforskrækkelse i omklædningsrummet. Den sag skal tages i hjemmet, for den er langt mere vidtrækkende og kompliceret end at gøre det til en sag for idrætslæreren.

Blufærdighed starter inden for boligens fire vægge. Det er helt normal praksis, at nyopførte huse er organiseret med en børne- og forældreafdeling, hvor hver afdeling har sit eget toilet- og bademiljø. Det har den konsekvens, at i familielivet kan børn vokse op uden at få indblik i, hvordan almindelige kroppe i forskellige aldre tager sig ud. Selv i familielivet bliver vi på den måde opdelt og private for hinanden, så børnene mister muligheden for at gøre op med blufærdigheden og få flere nuancer på de kropsidealer, der eksponeres i medierne.

Det vil være en misforståelse at holde stædigt fast i badet efter idræt, så længe der ikke bliver gjort tiltag i andre sammenhænge.  At tvinge eleverne i bad efter idræt kan have uhensigtsmæssige konsekvenser. Som da jeg som idrætslærer i 8. klasse i en periode havde svært ved at få et par piger i bad efter idræt. Med den konsekvens at pigerne til sidst tog badedragter med til brug i badet efter idrætstimen. Det løste ikke problemstillingen. Tværtimod blev det hele sat mere på spidsen og komplicerede situationen yderligere. Så ideen om et bad efter idræt baseret på hygiejniske argumenter, løste vi ikke på dén måde. I stedet blev alle tabere i den situation.

Dialog er eneste vej frem

Som idrætslærer vil jeg være lidt bekymret for, at det vil skabe præcedens at springe badet over. Men hvis det får elever med idrætsvægring til at deltage, så må jeg erkende, at det er et fremskridt for dem.

Dialog er uden tvivl den eneste vej frem - og det i flere sammenhænge. Eksempelvis kan det være oplagt at tage en snak i klassen om, hvad eleverne tænker om badning efter idræt, krop og blufærdighed. Det kunne være i forbindelse med klassens arbejde med ”krop og sundhed” som en del af kompetencemålene for idræt.

I Dansk Skoleidræts faglige udvalg diskuterer vi mange emner i relation til idrætsfaget. Men netop badeproblematikken har med mellemrum fyldt en del i udvalgets arbejde. Overordnet mener Dansk Skoleidræt, at elevernes deltagelse i idrætstimerne er det til enhver tid vigtigste parameter - og det må badet ikke blive en blokering for. Når det er sagt, så er badning og samværet i omklædningsrummet en vigtig del af den danske idræts- og kropskultur, og et sted, hvor skolerne kan arbejde med den stigende kropsforskrækkelse hos de unge, fordi det i badet bliver synliggjort, at alle mennesker ser forskellige ud. Vi mener derfor, at skolerne skal sætte fokus på, at badning efter idræt er helt naturligt og mest hygiejnisk. I den forbindelse har forældre, lærere og samfundet et stort ansvar.

Det er den enkelte skole, der fastsætter reglerne for badning efter idræt. Dansk Skoleidræt anbefaler i den sammenhæng, at hver enkelt skole melder klare principper eller retningslinjer ud til elever, forældre og personale, så der skabes en fælles forståelse for skolens ageren. Retningslinjerne kan fx være afstemt i skolebestyrelsen, og baseret på en forudgående dialog hvor netop elever, forældre og personale har været repræsenteret. Erfaringen er, at nedfældede principper har meget stor værdi og kan medvirke til at tage konflikter i opløbet.

Dansk Skoleidræt har samlet en række materialer i relation til badeproblematikken – herunder et bud på, hvordan en skoles principper for badning efter idræt kan se ud. Se mere her.