Skoler og foreninger skal have en ligeværdig dialog

I skolereformen stilles der krav om, at skolerne i højere grad skal åbne sig over for det omgivende samfund - bl.a. ved at etablere samarbejde med det lokale idrætsforeningsliv. Men det er der faktisk ikke noget nyt i. I de gældende Fælles Mål for idræt er det også et slutmål, at eleverne skal kunne ”orientere sig i og afprøve lokalområdets udbud af muligheder for fysisk udfoldelse”. Den store forskel ligger i, at der fra næste skoleår er sat meget mere tid af til at lade samarbejdet udfolde sig. I Dansk Skoleidræt glæder vi os over denne udvikling, der både kan højne kvaliteten i undervisningen og give flere medlemmer i foreningerne. Men første step på vejen er at skabe en ligeværdig dialog mellem skolerne, kommunerne og foreningerne. Fordele og udfordringer skal identificeres og ansvarsområder defineres. Hvem tager ansvaret for hvad, og hvad kan parterne forlange af hinanden? Hvad er det fælles mål, og hvilke midler skal sættes i spil for at nå derhen?

I Dansk Skoleidræt mener vi, at det som udgangspunkt er lærerne, der har ansvaret for den undervisning, der foregår i skolen. Det er og skal være dem, der ved noget om, hvordan man skaber de bedste rammer for læring med fokus på kontinuitet, progression og variation for den enkelte elev og gruppen. Billedlig talt er læreren instruktøren, mens træneren indtager scenen som skuespiller. Træneren skal selvfølgelig have frihed til at fortolke sin rolle, men det er læreren, der har ansvaret for, at den enkelte scene passer ind i resten af forestillingen.

Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det kan være givtigt at trække på andre faggruppers kompetencer i skolen. I Dansk Skoleidræt har vi mødt flere eksempler på frugtbare samarbejder mellem skoler og foreninger. Lærerne oplever foreningssamarbejdet som en gylden mulighed for at få mere variation og kvalitet ind i undervisningen, hvilket skaber mere motiverede elever. Foreningerne oplever på den anden side, at de får en mulighed for at bringe trænernes potentiale og kompetencer i spil, hvilket både udvikler foreningernes tilbud og tiltrækker flere medlemmer.

 Når Dansk Skoleidræt og DGI inviterer til konference i maj måned, er det netop for at formidle disse gode praksiseksempler på, hvordan et samarbejde mellem skoler og idrætsforeninger kan udfolde sig. Men også for at tage hul på en vigtig debat om, hvordan vi klæder foreninger og skoler på til at håndtere en - for mange - ny samarbejdsform. Vi skal sammen huske, at reformens krav om fysisk aktivitet i skolen giver en unik mulighed for at lave positive ændringer i børn og unges kropskultur. Ændringer der på den lange baner skaber både sundere, klogere og gladere generationer. Derfor opfordrer jeg til, at vi sætter alt ind, for at skoler og foreninger i fællesskab udnytter den idérigdom, den kreativitet og alle de teoretiske og praktiske erfaringer, de hver især har, til at se nye muligheder for at udvikle en skole i bevægelse.