Blog
Hvorfor er det nu lige, at eleverne har idræt i skolen?
Ja, man skulle nærmest tro, at der er en del i skoleverdenen, der har glemt det. For på mange skoler modtager eleverne stadig ikke idrætsundervisning, selvom de nu har været fysisk til stede i et stykke tid.
I min egenskab af projektleder ved Dansk Skoleidræt har jeg netop været ude at ”lege” med en 7. klasse. En fremsynet konsulent i kommunen kunne nemlig godt se, at lærerne lige nu har travlt med så meget, at det ikke var sikkert, at de også havde overskud til at sætte sig ind i en bunke trivselsaktiviteter, som vi i Dansk Skoleidræt ellers har samlet på vores hjemmeside og opfordret skolerne til at gennemføre under overskriften Skolernes Forårsmotionsdag. Derfor var jeg sammen med nogle af mine kollegaer hyret til at tage ud til hele kommunens 7.-klasser.
Så nu stod jeg ude på en boldbane på denne lidt våde dag og startede med at fortælle eleverne lidt om mig selv. At jeg har været lærer i rigtig mange år, bl.a. idrætslærer. ”Ved du hvad, det er et halvt år siden, at vi sidst har haft idræt”, sagde en af eleverne. Hold da op, tænkte jeg – hvor er de blevet snydt for meget. Og hvor er det tankevækkende, at netop et fag som idræt ikke har haft højeste prioritet i denne for skolen så turbulente periode.
Meningsløst at undlade idræt
I formålet for faget idræt står der, at "Idrætsfaget skal give eleverne erfaring med og indsigt i idrættens betydning for sundhed og trivsel samt i samspillet mellem samfund og idrætskultur". Under en pandemi, hvor der er ekstra stort fokus på sundhed – og i særdeleshed i et samfundsmæssigt perspektiv – er det jo helt oplagt, at netop idrætsundervisningen vil kunne ramme ind i den aktuelle dagsorden. Skolens fornemste opgave er via læring og dannelse at gøre børn og unge til duelige samfundsborgere, som kan tage stilling og handle. Derfor er det direkte meningsløst at undlade idrætsundervisningen i nuværende situation.
Flere undersøgelser viser desuden, at børn og unges mistrivsel er steget under nedlukningen. På samme måde med inaktiviteten og de deraf følgende konsekvenser. Nu står vi så og råber på bevægelse og trivsel til eleverne. Og det er ikke kun, fordi vi tænker på deres helbred. For vi ved jo godt, at hvis elever skal være åbne for læring og dannelse, så skal de røres – på flere niveauer. Idrætsfaget har det hele. Derfor må vi ikke snyde eleverne for deres undervisning i netop dette fag!
Idræt kan sagtens gennemføres med diverse restriktioner, og desuden er mange lærere vant til at gennemføre deres idrætsundervisning udenfor – selv i lidt koldt og vådt vejr, fordi eleverne bevæger sig og derfor holder varmen.
Jeg havde i øvrigt et par skønne ”legetimer” i selskab med en 7. klasse, hvor eleverne først var lidt tilbageholdne, men endte med at grine, svede, kaste sig, råbe højt og kramme – og spørge, om jeg ville komme igen. Mere skulle der faktisk ikke til.
Hvis du har fået lyst til at røre dine elever, så ligger der masser af færdige aktiviteter og inspiration på Skolernes Forårsmotionsdag, som er frit tilgængeligt for alle.
God legelyst!