Sæt fokus på kultur og motivation i idrætsundervisningen

Idrætsfaget er til stadighed udfordret på mange parametre. Dette indlæg tager udgangspunkt i undersøgelser og erfaringer der siger, at der i dag er en stor polarisering mellem elevernes færdigheder, at det er de idrætsstærke der sætter dagsordenen i idrætstimerne, at det er aktiviteten, som er i centrum, samt at idrætslæreren i stort omfang sætter fælles mål for klassen som helhed.

Det betyder også at det er de idrætserfarne, som er mest motiverede og har det største udbytte af idrætsundervisningen. Det ville være rart, hvis det kunne ændres til at vi får et idrætsrum, hvor alle føler sig velkomne, at alle ser muligheder for at udfordre sig selv og opnår en kropslig læring, så de også oplever succes med deres krop.  

Det kræver at vi ændrer idrætsrummet. Fra et reproducerende rum til en mere producerende og reflekterende undervisning med mindre konkurrence og med fokus på inklusion, læring, samarbejde og glæde. Samtidig med at idrætslæreren får styrket sin rolle som underviser og ikke kommer til at ende som aktivitetsbestyrer.

Fem motivationsformer

Til at imødegå de udfordringer kunne det være en mulighed at kigge på kulturen i idrætstimerne. En kultur, som er præget af at alle laver det samme på samme tid, at de idrætsstærke sætter sit præg med foreningstilgangen, og at der i stor udstrækning er en bedømmelseskultur, hvor konkurrence og præstation er fremherskende.

Det drejer sig i høj grad om motivation, og den præstationskultur motiverer en stor del af børnene, men vi skal huske, at det som motiverer nogle, demotiverer helt sikkert nogle andre.

Mette Pless har skrevet en del om det emne, og hun har beskrevet fem tilgange til motivation, som kan bruges i skolen. Præstations-, mestrings-, videns-, involverings- samt relationsmotivering. De kan alle bruges som tilgange i idrætsundervisningen - nok forskelligt i forhold til aldersgrupper, men ikke mindst i forhold til det enkelte barns tilgang til idræt. Så 7.A og 7.B kan derfor sagtens se forskellige ud i denne sammenhæng.

Skru ned for præstationskulturen

Pointen med indlægget er dels at skrue ned for præstationsmotivationen i forhold til de øvrige motivationsformer, dels om det er muligt at operere med en differentiering i de forskellige tilgange. Altså at fx. boldspilsundervisningen eller atletikundervisningen rummer tilgange, hvor nogle elever måske præsterer og kæmper mod hinanden, mens andre bliver klogere på, hvad det vil sige at lave det gode kast, og andre igen sætter sig mål for, hvad de gerne vil forbedre sig i.

En klassekultur, hvor der er stor accept at forskelligheder i færdigheder og tilgange. Hvor børnene føler sig tilpas med de forskellige kroppe de har, og oplever at de er en accepteret og legitim deltager i fællesskabet.

Det kræver, at vi som undervisere roder godt og grundigt rundt i den didaktiske værktøjskasse og kan overskue et måske mere kaotisk undervisningsrum, hvor eleverne i forskellige grupper eller par på samme tid arbejder med forskellige ting og med forskellige tilgange.

Det kunne være en boldspilsundervisning, hvor der er et par grupper, der spiller mod hinanden, et par undersøger og bliver klogere på, hvad det gode kast kræver, et andet par øver deres gribefærdigheder og en gruppe udarbejder en samarbejdsøvelse i boldspil. Et opgør med at alle laver det samme på samme tid, og en sigten imod at eleverne er mere involverede i mål og arbejdsform.

Elever udfordres med forskellige tilgange

I gymnastikundervisningen er det måske mere på mål, undervisningsmetoder og principper, der kan differentieres. Nogle børn arbejder måske med kropsspænding og finder ud af, hvad det kræver. Andre øver en god hovedstand, nogle arbejder i deløvelser til kraftspring, og andre træner det færdige spring.

Udfordringen er så også, at eleverne bliver udfordrede på de forskellige tilgange, og ikke kun møder den de bedst trives i. Eleverne skal også her som i det fag-faglige møde den gode anderledeshed, så de har mulighed for at flytte sig. Det kræver, at der i klassen er opbygget en kultur, hvor der er en stor ligeværdighed på trods af forskelligt idrætsniveau og forskellige kroppe. Målet må være, at eleverne føler sig accepterede og tilpasse i idrætsrummet, uanset om man har en lidt for stor, lidt for lille krop eller bare en krop, som er svær at håndtere.

Det ville være dejligt, hvis alle kunne få en offensiv tilgang til idrætten og deres krop – og om de inspireret af Pipi kunne sige ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok”. En tilgang, hvor børnene har lyst til noget og tør udfordre sig selv. En personlig kompetence, som de også kan bruge i andre dele af deres liv, og som er med til at give dem livsmod og livsglæde. I idrætten skal vi kunne finde aktiviteter og tilgange, som giver børnene succesoplevelser, og på den måde bidrage til, at de opnår selvtillid og får en positiv selvopfattelse af dem selv og deres krop.

I dette arbejde er læreren en meget central faktor. Det er personen, som sætter klasserummet og får udviklet en klassekultur, hvor forskelligheder kan mødes, og hvor der er fokus på trivsel og motivation. En kultur, hvor alle føler sig værdsat, og synes de er en legitimt deltagende.

Udover at være lektor på læreruddannelsen UC Nordjylland sidder Per Jessen i Dansk Skoleidræts faglige udvalg.