Mangfoldighed: Er du opmærksom på køn og identitet i idrætsfaget?

Da jeg var på Idrætslærernes Forum i oktober, mødte jeg engagerede idrætskollegaer fra hele landet, og sammen havde vi gode debatter om de daglige udfordringer, vi står i, når vi underviser i idræt.

En af de udfordringer, som fyldte en del, er den stigende bevidsthed om elevernes identitet og køn, vi som idrætslærere hverken kan eller skal se bort fra.

Idræt er et praktisk og kropsligt fag. Det er gennem kroppen og via mødet med hinanden i bevægelse, leg og fysisk aktivitet, at elevernes horisont i forhold til dem selv og andre udvides og udvikles. Som idrætslærer er det vigtigt, at vi bevarer en bevidsthed om, at vores fag ikke kan stå alene, men ligesom resten af fagene i folkeskolen er nødt til at forhold os til de normer og kulturer, vores elever indgår i.

Det er ikke første gang, at vi taler køn i idræt. Vi har i mange år været bevidste om, hvordan vi italesætter kønnene i mere traditionel forstand omkring ”drenge- og pigeidræt”. Der er dog løbet meget vand gennem åen, og debatten om køn og identitet er blevet langt mere farverig. Det er mit indtryk, at vi som idrætslærere altid har været gode til at udvikle os og være skarpe på den aktivitetsbaserede udvikling af faget, men kan vi sige det samme om den identitetsbaserede del?

I fagets formål står der i første linje: ”Eleverne skal i faget idræt udvikle kropslige, idrætslige, sociale og personlige kompetencer”. Vi kan dermed ikke som idrætslærere fralægge os det ansvar, vi har for at se på eleverne som individer med hver deres identitet, vi er forpligtede til tage højde for.

Sørg for en mangfoldig undervisning

Via vores uddannelse er idrætslærere godt opdragede til at understøtte elevernes forskellige kompetencer i faget. Vi er vant til at være kropsligt forankrede, og dermed være fyrtårne for eleverne i forhold til krop og identitet. Udfordringen kommer i de mange regnbuefarver af identiteter, vi arbejder med. Vi hverken kan eller skal putte eleverne i kasser, uanset om det gælder faglige kompetencer, kultur, identitet eller køn.

Vi arbejder med et fag, hvis faglige rammer er knyttet op på krop og bevægelse. Derfor er vi nødt til at være særligt opmærksomme. Det er dog ikke altid så nemt, som det lyder. Jeg tænker her, at det først og fremmest handler om at skabe en bevidsthed i os selv og blandt vores kollegaer om, at der er og altid vil være en masse vi ikke ved - også når det kommer til køn og identitet. Den bevidsthed strækker sig lagt ud over, hvad vi gør i forhold til badesituationen. Det handler i lige så høj grad om at skabe en større opmærksomhed på italesættelsen af faget og af aktiviteterne heri, samt på at variere aktiviteter, som traditionelt set kan fremstå meget som ”pigede” eller ”drengede”. Vi skal som idrætslærere sørge for at tilrettelægge vores undervisning således, at vi fortsat sikrer mangfoldighed i forhold til krop og køn, hvilket hverken er nemt eller ligetil, men nødvendigt.

Ansvaret ligger ikke alene på os idrætslærere. Hvis vi skal lykkedes med at skabe trygge rammer med fokus på mangfoldighed, kræver det styrket samarbejde mellem ledelse, kollegaer, forældre og elever.

Det er helt essentielt at inddrage ikke mindst eleverne selv, deres forældre og andre voksne omkring dem for at mindske de fejltrin, vi så nemt kan komme til at begå, når vi arbejder med en bred farvepallette af køn og identitet. Over alt det står dog først og fremmest, at vi som undervisere har en skærpet opmærksomhed, når vi træder ind i idrætsrummet. Ikke alene på den didaktiske del af faget, men også i forhold til krop, køn og identitet, og alt hvad det indebærer af mangfoldighed i idrætsfaget.