Idrætsundervisningen er ikke altid lige køn

Elever i folkeskolen skal udvikle tillid til egne muligheder - sådan hedder det i formålet for folkeskolen. I 2014 blev det med skolereformen desuden et nationalt mål, at ”Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan”. Det er objektive målsætninger, der kun kan være fælles interesse for at stræbe efter.

Men spørgsmålet er, om vi rent faktisk skaber de bedste rammer for, at alle elever - uanset forudsætninger, baggrund og køn - oplever muligheden for at udfolde deres fulde potentiale? Jeg vil udfordre, om vi efterlever de tilsigtede mål, og om vi rent faktisk i vores praksis skaber rammerne for, at alle elever bliver så dygtige de kan - eller kun så dygtige som de sidste fire cifre i CPR-nummeret tillader?

Det køn jeg ikke

I idrætsundervisningen er der mere på spil end et stilsikkert højdespring, strakte ben i en vejrmølle og et veludført lay-up. I idræt er der også ”køn” på spil. Idrætsfaget er formentlig den arena i skolen, hvor elevernes kønsidentitet er mest eksplicit og håndteres som en faktor i undervisningen. En faktor, der er rodfæstet i faget, hos undervisere - men også hos elever. Det er ikke ualmindeligt, at der i idræt med stort engagement spilles drengene mod pigerne, og det er slet ikke ualmindeligt, at drengene spiller bold, mens pigerne ”vælger” at danse.

Jeg har selv som idrætslærer oplevet, hvordan kønnet er på spil. Som når jeg i min undervisning fx har praktiseret, at ”pigerne gerne må lave armstrækkere på knæene”. Ofte har det været pigerne selv, der har efterspurgt de formildende vilkår. Et typisk eksempel fra en almindelig situation i idræt, men som nok ikke er uden betydning i et større perspektiv.

Fastlåste fortællinger og handlemønstre

Kønnet bliver i idræt det filter, som vi ser eleverne igennem, hvor pigerne og drengene opfattes som to homogene grupper. Traditionelle og udbredte forestillinger om det såkaldt ”typisk kvindelige” eller ”typisk mandlige” er i idræt stadig en barriere for en mere nuanceret og mangfoldig tilgang til eleverne, aktiviteterne og til faget som helhed.

De positive eller negative forventninger, vi møder eleverne med, bliver i idræt (og andre fag) den praksis, vi udfører. Vi fastholder eleverne i kønsstereotype opfattelser, som på den ene side begrænser elevernes råderum, og på den anden side bliver en selvopfyldende profeti.

Nye undersøgelser bekræfter gammel udfordring

For en måned siden blev to undersøgelser, der begge peger på ovenstående forhold, tendenser og oplevelser offentliggjort. Den ene er udarbejdet af Ligestillingskomiteen, den anden af DBU.

Af Ligestillingskomiteens undersøgelse fremgår det bl.a., at piger allerede fra seksårsalderen i lavere grad end drengene forbinder deres køn med succes og dygtighed. På baggrund af undersøgelsen har komiteen udarbejdet 19 anbefalinger til politikernes arbejde. En af anbefalingerne handler om, at køn skal på skoleskemaet, så alle elever uddannes i køn, kultur og mangfoldighed.

DBU’s undersøgelse af diversiteten i dansk fodbold peger på, at piger og kvinder i dansk fodbold føler sig dårligt behandlet. De får dårligere træningstider, dårligere trænere og dårligere omklædningsrum.

Ovenstående undersøgelser, og et (selv)kritisk blik på idrætsundervisningen som medskaber af en fortsat reproduktion af kønsstereotyper, giver anledning til at minde om et vedtaget internationalt charter fra 1978. Her hedder det: Idræt, idrætsundervisning og fysisk aktivitet kan være et magtfuldt værktøj til at forebygge det universelle fænomen kønsbaseret vold ved at bearbejde de underliggende årsager, særligt forskelsbehandling, skadelige sociale normer og kønsstereotyper.

Selv om dette charter er mere end 40 år gammelt, har det fortsat sin berettigelse. Det minder os om vigtigheden af at være bevidste om de usynlige overenskomster, som vi hver dag i vores idrætsundervisning (og andre fag) opretholder og bekræfter eleverne i. Så længe vi ikke får de handlemønstre, der er på spil, frem i lyset, kan vi ikke sætte spørgsmålstegn ved normer og stereotyper, og i sidste ende ikke opnå målet om, at alle elever skal blive så dygtige, de kan.  

Han, hun eller hen?

Jeg plæderer ikke for, at vi skal arbejde hen imod kønsneutrale forhold med svenske tilstande som forbillede, men blot at vi i idræt, som i andre fag, skal nuancere tilgangen til eleverne og til faget, ligesom vi bør rette opmærksomheden på os selv som idrætsundervisere. Kan vi i højere grad vise et mere nuanceret billede af faget og være tydeligere rollemodeller, når vi praktiserer vores idrætsundervisning?

Kan vi udfordre idrætsteamet i fordelingen af ansvarsområder, opgaver og aktiviteter i undervisningen? Skal det altid være din kvindelige kollega, som varetager dans, mens det er din mandlige kollega, som står for boldspil?

Lad ikke kønnet være afgørende og begrænsende for, hvilke aktiviteter eleverne skal udfolde sig i, hvordan armstrækkerne skal udføres eller hvilke undervisere, der skal varetage bestemte indholdsområder i idrætsfaget.

Dette blogindlæg er skrevet på vegne af Dansk Skoleidræts Faglige Udvalg.

NOTER:

Diversiteten i dansk fodbold - en undersøgelse med fokus på alder, køn, indkomst, uddannelseslængde, etnicitet og seksualitet. DBU 2020

Ligestillingsløftet − Politisk idékatalog. Djøf 2020

Internationalt charter om idræt, idrætsundervisning og fysisk aktivitet - Vedtaget i 1978 ved Generalkonferencens Resolution 20C/1/5.4/2; ændret i 1991 ved Resolution 26C/1.10; revideret i 2015 ved Resolution 38C/43.