Skal vi holde op med at lyve for vores elever?

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Karin Keller Albrechtsen er Folkeskolens engelskrådgiver, mens Maria Roneklindt er på barsel. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: karinkelleralbrechtsen@gmail.com

I programmet Deadline henviser Svend Brinkmann til en undersøgelse, som Psykiatrifonden har lavet. I undersøgelsen svarer over 70% af de adspurgte unge, at de mener, at de kan blive præcis det, de vil, hvis bare de tager sig sammen. Altså et tegn på at unge har en forestilling om, at de kan alt, hvis de vil. En forventning og tiltro til sig selv, som de har fået af samfundet.

Løgnen bæres af autoritetspersoner - altså af lærere

Brinkmann mener, at det er noget samfundet har bildt de unge ind. At det er en løgn. Journalisten havde desværre for travlt i interviewet med at komme frem til hendes egne nedskrevne kritiske spørgsmål til at stoppe op og få Brinkmann til at uddybe. Vi er som underviser i folkeskolen og dermed som autoritetspersoner nødt til at stoppe op her. Tænke og reflektere, da vi er bærere af løgnen.

Alle har det bedst, når eleven har succes

Kigger jeg ind i klasselokalerne, og tager jeg et kritisk blik på den kultur, som præger folkeskolen, så kan jeg sagtens genkende det. Skolen har det bedst med, at eleven oplever succes. Forældrene har det bedst med, at deres barn har succes. Men mine elever er meget forskellige og har meget forskellige faglige niveauer. Ikke alle kan få samme succes, hvis succes skal måles, som vi gør i skolen i dag.

Det også et paradoks, at vi i samme kultur, hvor vi opflasker til succes, samtidigt måler og vejer, tester og bedømmer, som vi gør. Det må gør ondt at sammenligne sig med andre, hvis man står tilbage, og pilen kun peger på en selv. At man ikke kan finde andre forklaringer til det uønskede resultat end, at man må se indad. Selv må tage ansvaret for, at man ikke præsterede som sidemakkeren, til trods for at man tog sig sammen. Arbejdede hårdt.

Karakteren og mig

Elever og deres forældre har meget stort fokus på karakterer – det har samfundet også. Så det er forståeligt nok. Det er bestemt blevet vaskeligere for mig at give karakterer, særligt den mundtlige karakter, for det er blevet tydeligere for mig, at karakteren påvirker eleven og forældrene, der ind i mellem sætter lighedstegn mellem sig selv/sit barn og karakteren. Så bliver det for alvor svært. Brinkmann henviser i interviewet ligeledes til en undersøgelse som Center for Ungdomsforskning har lavet. Undersøgelsen beskriver tre rammesættende faktorer for ungdomslivet i dag, der tilsammen udgør den farlige cocktail, der kan forklare unges mistrivsel:

• Højt tempo på alle livsarenaer og særligt i uddannelsessystemet (acceleration)

• For ensidigt fokus på præstation (fx karakterer)

• Presset vendes indad, og løsninger søges i tilpasning af psyken (psykologisering)

Psykologisering af livet, når det er svært

Brinkmann kalder det for psykologisering, når unge, har erhvervet sig et psykologisk sprog og bruger diagnostiske termer for at forklare, det de oplever er svært. Når de mærker helt naturlige måder at være menneske på, som fx utilstrækkelighed. De fortolker livet og peger på sig selv, det er det her, der er galt med mig.

Vi skal derfor åbne os mere mod det, der ikke er lige for næsen af vores elever: dem selv og deres egne oplevelser og relationer. Vi skal pege ud ad, vi skal hjælpe de unge med at være mere verdensvendte – på den måde skal de lære, at se sig selv som en del af verden, endda et produkt af deres verden. Altså opøve evnen og motivationen til ikke kun at se indad.

Skolen skal være et sted, hvor tilgangen til det at være menneske er realistisk

Skolen skal opbygge robuste rummelige fællesskaber, hvor der er en realistisk tilgang til det at være menneske og dermed til det at være en del af et fællesskab. Eleverne er forskellige, og deres succes, om man vil, kan ikke være den samme. Elever skal i skolen beskæftige sig med meget andet end sig selv. Vi skal sikre, at eleverne bliver verdensvendte i deres måde at forstå og leve livet på.