Spontan tale - nej tak!

For et par dage siden modtog jeg en mail fra lærerstuderende Rikke Løbner Kappel, der havde læst artiklen på folkeskolen.dk, hvor jeg blev præsenteret som den ny engelskrådgiver. Hun var optaget af, at jeg i forbindelse med engelskfagets udfordringer havde udtalt, at det fx på mellemtrinnet ikke er tilstrækkeligt med differentieret undervisning, da ”problemet er større, og kræver mere end det.” I artiklen svarer jeg ikke på, hvad det så kræver – dels fordi artiklens formål ikke var at finde løsningen på dette, men også fordi, jeg igen må sande, at undervisning er så kompleks, at der ikke findes ét svar.

Folkeskolens engelskrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Karin Keller Albrechtsen er Folkeskolens engelskrådgiver, mens Maria Roneklindt er på barsel. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning: karinkelleralbrechtsen@gmail.com

Niveauforskellen vokser

Rikke og jeg har siden talt sammen, og da Rikke skriver bacheloropgave om elevernes manglende lyst til at deltage i den mundtlige del af undervisningen, kredsede vores samtale sig om netop dette. Der er en sammenhæng mellem det jeg omtalte i artiklen som ”problemet”, at niveauforskellen mellem elevernes sproglige niveau er blevet større, og den manglende mundtlighed i læringsrummet, men det handler om meget mere end det.

Empiri fra undervisningen

Jeg oplever, til stor frustration, at der er stor forskel på mundtligheden i de klasser jeg underviser. Bekymringen for eleverne og deres udvikling i den mundtlige del af det at lære, vokser i takt med at eleverne bliver mere og mere bevidste om karaktererne. De seneste par år, har jeg derfor brugt en del mere tid på at tilpasse undervisningen didaktisk til de forskellige klasser. Senest har jeg jeg fundet luppen frem for at undersøge, hvad der er årsagen til disse forskelle. Jeg har i min meget lille undersøgelse kunne konstatere følgende;

I klassen, hvor jeg også underviser i dansk, og derfor har mange timer, er problemet meget mindre – altså relationen til eleverne er en faktor. Det viser sig også, at endnu flere elever deltager mundtligt i mine dansktimer end i engelsktimerne. Sproget er derfor en faktor. Jeg oplever, at der er mere umiddelbar lyst til at deltage mundtligt i min 6. klasse end i de ældre klasser, altså er alder er faktor - dog kan karakteren også her være årsagen, da eleverne i 6. ikke får karakterer.

Under min lup var især 8. klasserne, hvor hver enkelt elev har udfyldt en seddel, hvor på de skulle forklare årsager til, at de ikke var mundtlige, samt komme med løsninger til, hvordan netop de kunne blive mere mundtlige. Flertallet ønskede ikke at være mundtlige, hvor klassen var samlet, men gerne i mindre grupper. Nogle ville gerne have forberedelsestid, så spørgsmålene jeg stiller ikke er ukendte og andre vil hellere tale, hvis det kun er til mig. Jeg var ikke overrasket over svarene, og erkendelsen af, at jeg skal grave endnu dybere i den didaktiske rygsæk, for at få alle med, rejser spørgsmålet om ikke det er tid til at kigge på rammen eller på vores forventninger til eleverne.

Rimelige krav og forventninger til mundtligheden i klasserummet

Vi skal bedømme elevernes mundtlige færdigheder ud fra om eleven kan deltage i længere, spontane samtaler og argumentere for egne synspunkter på engelsk, hvilket jeg mener er rimelige krav til elever, der har haft engelsk siden 1. klasse. Desuden oplever jeg heller ikke, at det er de sproglige færdigheder, der er den største hindring for mundtligheden. Er et af problemerne så, at det er for sent og dermed forkert, at jeg didaktisk tilpasser og retter ind efter elevernes ønsker i 8. og 9. klasse. Er det allerede for sent for de, der ikke mestrer den spontant tale, de elever, der aldrig har vovet det?

Perfekthedskulturen blandt eleverne

Er det i grunden perfekthedskulturen blandt teenagere, der forstummer klasserumssamtalen. Har eleverne en forventning om, at de skal fremstå uden fejl overfor deres klassekammerater og derfor ikke tør vove den spontane samtale? Eleverne kan præstere - det gør de, når de går til deres afsluttende prøve i 9. klasse. Det er jeg selvfølgelig meget lettet over, men jeg håber, at jeg sammen med eleverne udvikler en bedre balance mellem det at gøre sig umage, at tage ansvar ved at deltage i det fælles læringsrum og deres forventninger til hinanden.

Udeblev svaret på problemet også denne gang? Ja, for igen må jeg sande, at undervisning er så kompleks, at der ikke findes ét svar, men det bliver spændende at følge udviklingen af rammen for undervisning - som forhåbentlig udvikler sig i takt med eleverne - imens roder jeg videre i min didaktiske rygsæk.