Læs mere fra Religionslærerforeningen:

Religionslærerforeningen: Send dine ønsker til fagplanerne
Nu kan arbejdet med revision af fagplanerne for alvor gå i gang, og alle er inviteret til at deltage, skriver formanden for Religionslærerforeningen.
I slutningen af januar fik forligskredsen bag folkeskolen færdigbehandlet de anbefalinger til revision af fagplanerne for skolens undervisning, som den nedsatte ekspertgruppe havde indsendt til ministeriet i begyndelsen af december.
Ekspertgruppens anbefalinger havde vi fra Religionslærerforeningen, som det fremgik af forrige nummer, kun godt at sige om. Derfor er det også glædeligt at konstatere, at forligskredsen i hovedtræk har fulgt anbefalingerne.
Udover de rent strukturelle ændringer, som giver den enkelte lærer et langt større didaktisk råderum for planlægning af undervisningen og dermed, i modsætning til det læringsmålstyrede tyranni fra 2014, reelle muligheder for at bruge fagplanerne konstruktivt, var det mest revolutionerende ved ekspertgruppens anbefalinger, at det i de nye fagplaner skal skrives ind, at elevernes som et centralt element skal have medindflydelse på undervisningens indhold og form.
Elevernes demokratiske dannelse
Politikerne har i deres udmelding valgt at understrege, at det fortsat er lærerne, der har ansvaret for undervisningen, men det er glædeligt, at de har fulgt anbefalingen, da elevernes demokratiske dannelse ikke kan pakkes ned i det formelle demokrati i skolernes elevråd, som kun ganske få af eleverne får konkrete erfaringer med.
Demokrati kan ikke kun praktiseres som styreform, men skal implementeres som livsform, hvis det skal sætte sig i eleverne og virke. Og som livsform er det ikke formaliseret, men snarere et udtryk for anerkendende og respektfuld omgang med hinanden, hvorfor det kan praktiseres på mange måder og i mange grader.
Det kan tit og ofte være små ting i elevernes hverdag, der gør, at de føler sig set og hørt og får en oplevelse af at have indflydelse. Derudover handler det i høj grad om, at man som lærer lytter sig ind på, hvor energien er hos eleverne i forhold til det faglige stof inden for de enkelte fag, så man vinkler undervisningen i forhold til det. For som Grundtvig så elementært udtrykte det, er ingen endnu blevet klog på det, vedkommende ikke på forhånd var optaget af. At efterleve det vil erfaringsmæssigt bidrage til løsningen af to udfordringer: Nemlig disciplinkrisen og den udtalte fordom om elevernes manglende koncentrationsevne.
Med et øget fokus på elevernes medbestemmelse vil der således kunne opstå et langt højere engagement i skolens undervisning, fordi den ikke i samme grad behøver være motiveret af tvang, og at det er noget, der efterspørges af eleverne ses tydeligt i den rapport om medbestemmelse, som Børnerådet i samarbejde med Danske Skoleelever og Unicef offentliggjorde i efteråret.
Bred inddragelse
En del af ambitionen med den forestående revision er, at den skal indbefatte og dermed fundere sig i en bred inddragelse af de faglige miljøer bag skolens undervisning – det være sig alle fra elever og forældre over lærere, læreruddannere og skoleforskere til politikere, organisationer og almindelige borgere.
Tiden må vise i hvilken udstrækning, det vil lykkes, da de afsatte midler til de store ambitioner er endt med at være ganske beskedne. Det skal dog ikke afholde dem, der ønsker at bidrage til fagfornyelsen, fra at indsende ønsker og anbefalinger til faggruppen for kristendomskundskab, hvor vi meget gerne hører om, hvad det kunne være ønskeligt at prioritere yderligere i forhold til det eksisterende, så elevernes udbytte af undervisningen kan blive endnu større, og hvad der skal til, hvis de nye fagplaner, som den politiske ambition er, skal ende med at kunne fungere som et relevant arbejdsredskab for lærere i det daglige arbejde.
Derudover skal man også være velkommen til at fremsende ønsker til nye stofområder i faget, men man behøver ikke skrive om forhold, som vedrører de formelle rammer for undervisningen. Det være sig fagets navn, timetal og fritagelsesmulighed, da disse emner ligger udenfor faggruppens kommissorium, og derfor ikke vil blive taget i betragtning.
Ønsker og ideer kan sendes per mail til foreningens formand John Rydahl på john.rydahl@gmail.com, hvorfra de vil tilgå faggruppen.