Blog
Om at gå på barsel, give slip og måske love for meget
Om lidt går jeg på barsel. Om lidt er det forbi. Nej, dog ikke, men faktisk har jeg kun ni arbejdsdage tilbage, før jeg siger farvel og på gensyn om 16 måneder. Det er lidt vildt. Men også dejligt og fantastisk. Og enormt angstprovokerende! Jeg skal nemlig sige farvel til min 9. klasse, og dét har ført til en masse bekymringer - og ikke mindst løfter, som jeg ikke ved, om jeg kan holde.
Publiceret
Senest opdateret
”Det skal nok gå”, siger jeg til mig selv, når jeg igen freaker over, at jeg ikke kan føre min 9. klasse til prøve i dansk og engelsk til sommer. ”De er godt klædt på. De overlades til kompetente lærere, og alt kommer til at gå så fint”, messer jeg og tror selv på det en tid.
Ingen sure miner over graviditeten
Mine bekymringer blev ellers allerede gjort til skamme, da jeg en kold januarmorgen fortalte mine elever i 9. klasse, at jeg var gravid. Jeg fortalte dem også, at jeg skulle gå fra lige før påske, og at jeg ikke ville kunne føre dem til prøve. Så fik jeg tårer i øjnene, og de sagde tillykke, og vi snakkede lidt om, hvad der skulle ske. De tog det helt roligt, og jeg skammede mig faktisk lidt over, at jeg havde troet, at de ville blive sure.
Massevis af lykønskninger
Min leder havde taget det mindst lige så pænt, og da jeg skrev en besked til forældregruppen i min 9. klasse, fik jeg blot massevis af lykønskninger tilbage. Til dem alle havde jeg sagt, at selvom jeg gik fra før påske, kunne jeg nok stadig være med på sidelinjen i vejledningen til dansk og engelsk. Jeg følte, det var det rigtige at sige i sådan en situation. Både fordi jeg ønskede det, men også fordi jeg troede på, at det var muligt.
”Gå hjem og nyd barselsboblen”
Min leder har bedt mig gå hjem og nyde barselsboblen. ”Det kommer til at gå fint. Du har gjort dit”, siger hun flere gange om ugen til mig. Der er ingen forventninger fra hendes side om mig ”på sidelinjen” i vejledningen af eleverne. Jeg synes, det er det mindste, jeg kan gøre. De teenagere er mine unger - de kender mig, og jeg kender dem. Jeg vil ikke give helt slip, bare fordi jeg skal gå hjemme i otte uger før fødslen.
Det er min baby i maven, der bestemmer
Men man skal passe på med at love for meget. For min leder har ret: Jeg skal koncentrere mig om min baby. Mine elever skal nok klare sig. Og de er endda så heldigt stillede, at går det helt galt til prøven, så har de stadig deres årskarakter at falde tilbage på.
Vi må se, om det lykkes mig at give helt slip på de kære teenagere. Uanset er der en lille pige i min mave, der suverænt kommer til at bestemme slagets gang. Og det kan jeg vist lige så godt begyndte at vænne mig til.
Med dette indlæg siger jeg også farvel og på gensyn til jer alle her på folkeskolen.dk. Vi må se, om den lille pige tillader mig at læse og kommentere på indlæg i min barsel. Jeg vil ikke love noget, men jeg håber 😉
