Biologi

Blog

Der er ikke noget, der slår virkeligheden!

Selv om det er nok så godt lavet, i klare farver og HD, helt tæt på, så er det bare, på en helt særlig måde, en større oplevelse at se ting i virkeligheden end på et foto eller på TV.

Offentliggjort Sidst opdateret

Biologi

Tilføj beskrivelse

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg er efter mange år som underviser efterhånden kommet frem til, at biologiundervisningen i høj grad også handler om følelser og helt særlige oplevelser sammen, i naturen. Derfor mener jeg, at en af vores fornemste opgaver er at sørge for, at eleverne kommer ud i den der virkelighed.

Der skal være tid til at nøgle planter i engen og analysere den lokale søs tilstand. Se geologien i virkeligheden på fossiljagt i den gamle grusgrav. Opleve alternative energiformer. Måske endda bruge en aften på at lære mere om stjerner og planeter og gå på jagt efter flagermus. Se naturfagene i praksis i de uformelle læringsmiljøer - ”få fingrene i det”. Blive begejstrede for alt det, der er omkring os.

Ja, det kræver tid og planlægning. Men med den nye fælles prøve i naturfag som en realitet, er der måske chancer for at finde mulighederne for ”virkelighedsbesøg” i samarbejdet.  Jeg ønsker sådan, at det hele ikke bare ender med snak, møder, Power Point præsentationer og prøveforberedelse. Jeg håber, at vi husker at få virkeligheden med i planerne og gennem samarbejdet naturfagene imellem sørger for, at eleverne kommer ud i virkeligheden og oplever verden ”live”.

Vi ses derude.