Hurra for sneen!

Som biologilærer forsøger jeg i min undervisning at vække elevernes nysgerrighed ved at gøre dem opmærksomme på de forskellige flotte, sære og forunderlige små og store dyr, planter og sammenhænge i naturen. Fordi jeg tror på, at man skal vide noget om naturen, naturfænomenerne og det, der omgiver os, for at kunne holde af den og ville passe på den. Forhåbentlig er elevernes nysgerrighed allerede vakt i løbet af deres natur/teknologiundervisning fra 1. til 6. klasse, så jeg ”bare” skal fortsætte det, der allerede er godt i gang.

Men i overbygningen kan naturfagsundervisningen meget nemt komme til at handle rigtig meget om problemer, der skal løses, når man taler om naturen og naturfænomener. Og ikke ret meget om naturen som en fantastisk ting, vi skal lære at kende, nyde, fascineres af og passe på. Derfor forsøger jeg at huske mig selv på at gribe chancen for at lade naturen bestemme indimellem. Som lige i disse dage, hvor sne og frost pludselig fik lov at sætte dagsordenen i stedet for de digitale portaler og årsplanen. At gå på sporjagt med 7. klasse i den nyfaldne sne i bidende kulde giver ikke kun friske røde kinder og bevægelse (så klarede vi også lige den). Det gav først og fremmest anledning til overraskelse over, hvor mange forskellige levende væsner, der rent faktisk havde vandret rundt på skolens grund i løbet af natten og de tidlige morgentimer. Dette førte til en længere snak om tilpasninger til at overleve vinterens kulde og mangel på mad, hvilket så igen ledte til en snak om klimazoner, og hvorfor vi mon ikke har så mange krybdyrarter i Danmark som i troperne. Og hvorfor er det egentlig man spreder salt ud på vejene?

Forhåbentligt giver sådanne spontane oplevelser, spørgsmål og samtaler grundlag for senere at gå i dybden med forskellige problemstillinger, f.eks. i forbindelse med naturfagsprøven eller projektopgaven, så det ikke er naturen i sig selv, der er problemet. Min anbefaling til at lukke eleverne ud i kulden er hermed givet - god fornøjelse.