Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk
Blog
Gensyn med sprogtilegnelse
I mit første blogindlæg (Lærerne skal holde mund/Sprogtilegnelsen, der blev væk) skrev jeg, at selv om sprogtilegnelse var en af de fire CFK'er, var det, som om de fleste lærere ikke bekymrede sig synderligt om den. I de nye Fælles Mål er sprogtilegnelsen nu helt væk som selvstændigt element. Men måske er det udmærket, da sprogtilegnelse nu bliver integreret i de tre "nye":
1. Mundtlig kommunikation
2. Skriftlig kommunikation
3. Kultur og samfund
Så kan sprogtilegnelsen måske slutte sit liv som det her mærkelige vedhæng, som lærerne ikke rigtig vidste, hvordan de skulle forholde sig til, og nu blive en integreret del undervisningen og læringen.
I mine tidligere blogindlæg har jeg talt om elevautonomi og dens mange velsignelser, og det vil nok ikke overraske, at jeg har tænkt mig at fortsætte i samme retning i denne blog, nu bevæbnet med James Nottinghams nyeste bog, "Encouraging Learning".
I sin bog "Encouraging Learning" (Routledge 2013) citerer James Nottingham sin kollega, John Hattie, og spørger, hvordan det kan være, at der aldrig bliver undervist i, hvordan man lærer*). Målet med skolen burde være, at elever bliver til deres egne lærere.
Nottingham skriver, at der alt for tit bliver undervist i emner, bare fordi de en del af pensummet, og ikke fordi de har relevans eller interesse for eleverne. Han bruger en ligning, som siger, at elevens indsats er lig med stoffets værdi ganget med elevens forventning til, hvordan han/hun vil klare stoffet.
Indsats = interesse * forventning
Med andre ord: Hvis eleven har nul interesse eller nul forventning om succes, vil indsatsen og læringen også være nul.
I de fleste klasseværelser bliver der sat mål, som passer til alderstrinnet. Det giver sig selv, når man arbejder med en lærebog. Hvis man underviser med en lærebog til en 5. klasse, vil den ikke – eller kun i meget begrænset omfang – kunne tage hensyn til eller være relevant for elever, der ligger på et 3. klasses niveau eller 7. klasses niveau. I disse tider med inklusion må vi forvente at møde væsentligt flere elever, som ikke ligger inden for "normgruppen". Derfor er vi nødt til at komme væk fra lærebogstyranniet. Hvis en elev skal lære, er man nødt til at tage udgangspunkt i, hvor eleven er nu og ikke, hvor han/hun burde være nu.
Alt for tit ved eleverne ikke, hvad der skal ske i timen, hvad læringsmålene er, eller hvordan timen bliver struktureret, før selve timen begynder. Det er blandt andet, fordi timens indhold tit har for lidt relevans/interesse for eleven til, at han/hun kan koble indholdet sammen med tidligere timer. I en autonom klasse er det derimod læreren, der ikke ved, hvor meget fremskridt eleverne har gjort siden sidst. Det ved læreren først, når han/hun har talt med eleverne. Eleverne har til gengæld deres selvvalgte projekter. Og nej! Det er ikke, fordi de alle brænder med entusiasme og begejstring for at knokle. Læreren i den autonome klasse har en kæmpe opgave i at fastholde motivationen hos eleverne, men det er nemmere, når stoffet og målene er noget, som eleverne selv har valgt.
Nottingham citerer igen Hattie og skriver, at den mest effektive måde at forbedre læringen på er at understøtte elevernes evner til at evaluere deres arbejde. Efter sigende skulle effekten være ca. 1,44, hvilket er tre gange større end den normale læringsudvikling. Med andre ord: Hvis man hjælper eleverne til at forstå, hvordan de lærer, kan det gøre en kæmpe forskel. Mine elever skriver i deres logbøger i hver eneste time og også, når de arbejder uden for timen:
· Hvad de laver.
· Hvorfor de laver det.
· Hvordan de laver det.
· Hvad de har lært.
· Og hvad de vil så.
De forholder sig til deres læring og evaluerer den samt deres personlig indsats. Selvfølgelig er der forskel på kvaliteten af logbøger, men da vi også bruger "timetid" på at læse hinandens logbøger (og også logbøger fra andre klasser), får de en indsigt i, hvordan deres skolekammerater lærer og kan blive inspireret af hinandens strategier.
Nottingham skriver, at elever, der hjælper hinanden med at lære i fælleskab (grupper), tit skaber en langt mere meningsfuld læring end elever, der får serveret en "læringsret" af læreren, og at elever meget bedre husker det, som de har lært fra en anden elev end fra læreren.
Hvis timen tager udgangspunkt i en lærebog til det pågældende klassetrin, vil den for alle de elever, der ikke er helt på dette niveau, have et meget klart læringsresultat: De vil lære, at de er dumme!
Og som Nottingham skriver: "How can it be legal in any country in the world that children go to school and end up learning that they are stupid?"
*) Det passer ikke, for det har været vores fælles mål i mange år.
