Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk
Blog
Matematik skal i højere grad være sprogundervisning
Europarådets center for sprog holdt i november en konference i Graz i Østrig for at gøre opmærksom på vigtigheden af, at alle skolens lærere er sprogligt bevidste. Følgende er nogle af de ideer og tanker, jeg stødte på i løbet af konferencen.
ECML og vigtigheden af sprog i alle fag.
Hvis du ikke har hørt om ECML (European Centre for Modern Languages), så kan du starte her:
http://www.ecml.at/
Centeret, som hører under Europarådet, har som formål at promovere ”excellence” i sprogundervisningen. De skriver om sig selv:
”The ECML's strategic objectives are to help its member states implement effective language teaching policies by:
· focusing on the practice of the learning and teaching of languages
· promoting dialogue and exchange among those active in the field
· training multipliers
· supporting programme-related networks and research projects
In order to implement its strategic objectives, the European Centre for Modern Languages organises a programme of international projects on language education.”
Den todages konference i Graz, som jeg havde fornøjelsen af at være med til, havde titlen: ”Developing language awareness in subject classes” (udvikling af sproglig bevidsthed i alle fag – ikke kun i sprogtimerne). Formålet med konferencen var at skærpe fokus på de faglige udfordringer, som elever af anden etnisk herkomst kan have på grund af (i nogle tilfælde ikke opdagede) sproglige udfordringer.
I et Europa, hvor migration bliver nemmere og hyppigere, er vi nødt til at være opmærksomme på, at matematiklærere, historielærere, fysiklærere, geografilærere osv. skal være sprogligt bevidste. Sproglig bevidsthed har vi tit tænkt som noget, der kun vedrører sproglærere, men tanken nu er, at også matematiklæreren, historielæreren osv. skal have fokus på elevernes sproglige udvikling.
Det siger sig selv, at vi skal undgå, at en elev med ringe sproglige evner i dansk, og som derfor har svært ved at udtrykke sig i matematik, bliver vurderet som dårlig til matematik. Det kræver, at matematiklæreren er sprogligt bevidst og i stand til at differentiere mellem sproglige og kognitive (fx matematiske) kompetencer.
Det kræver også, at matematiklæreren – når hun planlægger sine timer – ikke kun tænker på det matematiske indhold, men også på elevens sproglige niveau og udvikling. Stoffet skal gøres sprogligt tilgængeligt for eleven, og eleven skal udvikle sit faglige sprog i matematiktimerne.
Det lyder umiddelbart logisk, men der er skjulte fælder. På konferencens første dag stiftede jeg bekendtskab med to begreber, som jeg ikke kendte før, nemlig BICS and CLAP (Jim Cummins 1979). BICS står for ”Basic Interpersonal Communication Skills”, dvs. basale kommunikationsfærdigheder mellem mennesker eller evnen til at kunne begå sig sprogligt i dagligdags situationer og om almindelige emner i dagligdagen. CLAP står for ”Cognitive Academic Language Proficiency”, dvs. kognitive, akademiske, sproglige kompetencer. Det er ikke så uforståeligt, som det måske lyder. Alle fag har et metasprog, som eleven skal tilegne sig for at begå sig i faget og i timerne. I matematik har ord som ”potens”, ”i anden”, ”punkt” osv. en anden betydning end i det dagligdags sprog. En matematiklærer kan komme ud for at møde en elev med umiddelbart gode sproglige evner til daglig, men som i matematiktimerne mangler de faglige begreber til at begå sig i matematik. Læreren risikerer derfor nemt at fejlbedømme en elev som dårlig til matematik, hvor eleven faktisk er dygtig til matematik, men ”kun” mangler sproglige og ikke matematiske evner. Et af budskaberne fra konferencen var, at faglæreren skal kunne gennemskue, at der er tale om sproglige udfordringer og skal have fokus på at sikre og udvikle elevens sproglige udvikling i sit fag. Det kræver, at læreren er proaktiv og ikke kun reaktiv. Det er ikke nok, at læreren retter fejl, som dukker op, eller leverer gloser, efterhånden som de bliver nødvendige. Læreren skal i sin planlægning inkludere sprog som en integreret del af det stof, som eleven skal tilegne sig. Det er helt sikkert ikke nemt. Matematiklæreren har rigeligt at se til i forvejen. Men konsekvenserne af ikke at gøre det, er, at elever bliver fejlvurderet og ikke udvikler deres fulde potentiale.
Cummins mener, at elever kan opnå stort set flydende sprogfærdigheder i BICS (normale dagligdags emner) inden for to år, mens det kan tage mellem fem og syv år, før de tilegner sig CLAP, altså de kognitive, akademiske, sproglige kompetencer. Det er naturligvis meget vigtigt at have sig dette for øje!
Et andet nyt begreb, som jeg stødte på, er ”translanguaging”. Indtil for nylig troede man, at et menneske lagrede forskellige sprog i hjernen adskilt, ved siden af hinanden. Der var således et område til engelsk, et andet område til dansk osv. Man talte for eksempel om ”code-switching”, når sprogene blev blandet sammen, hvor man formodede, at man sprang rundt mellem de forskellige steder i hjernen. Efter sigende har begrebet ”code-switching” negative konnotationer, hvilket dog var nyt for mig. Nu taler man i stedet om ”translanguaging”. Nyere forskning i sproglige og kognitive færdigheder viser nu, at alle sprog er ”gemt” det samme sted. Sprogene er blandet sammen i det samme sprogcenter, og personer med to eller flere sprog henter sprogene fra den samme beholder. Hvis man beder en flersproget elev om at begrænse sig til et sprog, handikapper man derfor vedkommende. I klasser, hvor der er flere elever, der har dansk + et andet sprog, skal man derfor i stedet opfordre dem til at bruge alle deres sproglige evner til at løse faglige opgaver i matematik, fysik, dansk grammatik osv. På den måde kan de inddrage alle deres kognitive og sproglige færdigheder til at løse opgaverne og tilegne sig viden.
Dette hænger rigtig godt sammen med, hvad jeg hørte fra Deirdre Kirwan, som jeg mødte for to år siden i forbindelse med en konference om elevautonomi. Deirdre Kirwan var skoleleder på en skole i en forstad til Dublin. På 3-4 år gik skolen fra at være 100% etnisk irsk til, at over halvdelen af eleverne var af anden etnisk herkomst. De fleste elever var ikke født i Irland, og nogle havde gået i skole i deres oprindelige land. Eleverne kom fra ufatteligt mange forskellige baggrunde (over 70 forskellige). Hvordan skulle man dog gribe det an?
Et problem for ”udenlandske” forældre kan være, at skolen er helt fremmed for dem. De forstår ikke skolens sprog og er derfor fremmedgjorte over for deres børns uddannelse. Deirdre Kirwan indførte sammen med skolens lærere, at når et forældrepar kom for at melde deres barn ind på skolen, fik de en opgave. De skulle forpligte sig til at varetage ”modersmålsundervisning” af deres barn. Det blev indført som en politik, at elever med et andet sprog (hvad enten det var nigeriansk, litauisk eller farsi) ved alle skriftlige opgaver skulle aflevere en del af opgaven på det pågældende sprog. Det blev – og er stadig – forældrenes opgave at sikre kvaliteten af sproget og indholdet. Konsekvensen var, at forældrene blev nøglefigurer og aktive medspillere i deres børns uddannelse. Skolen klarer sig over gennemsnittet i nationale tests, selvom den ligger i et socialt belastet område.
Sprog er adgangen til nye verdener, og værdien heraf kan ikke værdsættes nok!
