Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk
Blog
Vi bliver dummere!
Jeg er ked af det at måtte sige det, men jeg tror, at vi bliver dummere.
Jeg er ked af det at måtte sige det, men jeg tror, at vi bliver dummere.
Ved indførelsen af lov 409 fik vi et nyt begreb, ”uge 31”. Det er den sidste uge af elevernes skoleferie og det tidspunkt, hvor lærerne skal møde på skolen, da de jo har brugt deres tre ugers sommerferie.
Skolelederne står med et problem: Hvad skal de stille op med alle de mange lærere? Man må sætte dem til noget; ellers sidder de måske bare og drikker kaffe dagen lang, mens de hæver deres løn. Løsningen har været fælles kurser for hele lærerpersonalet, måske endda også pædagogerne. Jeg har selv deltaget i mange af kurserne for eksempel i klasserumsledelse, førstehjælp, kriseberedskab, den vanskelige samtale, forældrekommunikation, retorik … you name it!
Mange af kurserne har da været interessante nok, men ofte skal de favne så bredt, at der generaliseres alt for meget.
Prisen for disse kurser er, at de fagfaglige kurser er blevet sparet væk. Skolen har brugt hele sit efteruddannelsesbudget på de fælles kurser.
Det betyder, at sproglærere i høj grad er blevet svigtet. Som sproglærer skal man konstant have fingeren på pulsen. Kultur og samfund ændrer sig fra år til år. Hvis jeg vil arbejde med relevant stof til de teenagere, jeg underviser, nytter det ikke, at jeg tager udgangspunkt i det, jeg oplevede i tysk/engelsk/fransk kultur, da jeg var ung. Jeg er nødt til at have nogle input, som gør mig klogere på, hvad der rører sig i dag blandt teenagere i de pågældende lande. Musik, slang, politik og de generelle strømninger i samfundet ændrer sig hele tiden – også selve sproget er i konstant udvikling.
Det er godt, at grupper som Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og CFU’er planlægger kurser, men der er alt for få, der får lov til at deltage i dem.
Det er næppe kun sproglærere, der har problemet, men det er en alvorlig udfordring for os. Vi har et stort behov for løbende at vedligeholde vores sprog og kulturforståelse og dygtiggøre os.