Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk
Blog
Bevægelse og teater
Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg synes, at det kan være svært at få bevægelse, der har ”sproglæringsrelevans”, ind i timerne. Jo, jeg kan godt lave bevægelse for bevægelsens skyld, men jeg er nærig med mine undervisningsminutter og synes ikke, at jeg kan/vil undvære nogle af de kostbare minutter.
Forleden deltog jeg i Sproglærernes dag i Roskilde (CFU) og hørte Lilian Rohdes oplæg om emnet bevægelse i undervisningen. Noget af det, hun sagde, mindede om ideer, jeg har hørt før. Et eksempel var, at man giver eleverne et spørgeark med 15 spørgsmål om britisk geografi og samfund; svarene har læreren på forhånd klippet ud og hængt op enkeltvis på vægge og gange i og omkring klassen. Svarene var lidt kryptiske; for eksempel var det måske tallene ”40%, 20%, 3% og 37%”, og så skulle vi kursister diskutere, om det var svar på religionsfordelingen i Storbritannien eller fordelingen af sportsgrene i fjernsynet.
Men Lilian Rohde nævnte en ting, som jeg ikke havde tænkt over: kropssprog. Lidt dumt af mig, for det er ellers et emne, som jeg normalt er meget bevidst om. Ideen om at koble kropssprog sammen med fremmedsprogstilegnelse er selvfølgelig meget logisk. Prøv bare på dansk at sige højt: ”en lillebitte en” og derefter ”en kæmpestor en”. Man gør det med både arme/fingre, intonation og med ord, præcis som når man taler – man bruger både krop, mimik og intonation, ellers er man en kedelig samtalepartner.
Da jeg hørte Lilians foredrag, var jeg i gang med at indøve et engelsk teaterstykke med mine to 6. klasser. Stykket er skrevet af Kaj Himmelstrup og hedder Uncle Bill’s Will. Sidste år spillede vi The Empty Safe, også af Kaj Himmelstrup, og mine elever var fyr og flamme og ville have oplevelsen igen. Og her er min pointe: Teater er lige det, der skal til for at dyrke sprogfærdigheder som kropssprog, intonation og naturligvis udtale. Det, der sker er, at eleverne er forholdsvis dygtige til at lære deres replikker og sige dem, men det er de færreste, der husker at bruge deres krop. De står som papfigurer og siger replikkerne uden indlevelse. Min opgave er at få dem til at spille teater, til at agere som skuespillere. Der går ikke ret lang tid, før de, som ikke lige er "på" i den scene, vi er ved at øve, også kommer med kommentarer og forlanger, at deres klassekammerater skal tale højere, bruge armene og ikke lyde, som om de læser en indkøbsliste.
Jeg er ikke god til at lave rekvisitter eller kostumer, så mine opførelser er meget minimalistiske ... Men det er de med god samvittighed, fordi mit mål er sprog og ikke billedkunst (det udelukker ikke, at man allierer sig med en billedkunstlærer!) Sammen med en kollega har jeg udvidet stykket til 22 roller, så alle elever har en rolle. Alle SKAL på scenen. I mine tidligere blogs har jeg skrevet meget om autonomi og nødvendigheden af at skabe et læringsfællesskab i klassen. Når man laver teater, er alle elever afhængige af hinanden og har en interesse i at hjælpe hinanden. Tit har mine elever efter de seks-syv uger, hvor vi arbejder med det, lært hele stykket udenad.
Forberedelsesmæssigt er teater nemt. Jeg har lavet de to stykker i over 20 år. I de uger spiller vi teater i hver time. Efter to uger forventer jeg, at alle har lært deres replikker udenad. Selvfølgelig er der altid nogle, der er lidt længere om det, men jeg forlanger, at alle SKAL lære deres replikker. I år lavede jeg et forsøg. Jeg tilbød de elever, der ikke var stærke enten socialt eller fagligt i klassen, nogle af de største roller. Og det gik godt. Det tilskriver jeg samfundsudviklingen, der betyder, at eleverne tilegner sig så meget engelsk uden for skolen, at de kan løfte opgaver, som ikke ville have været muligt for 10 år siden.
Jeg har oversat The Empty Safe til tysk, og du kan downloade min oversættelse gratis på Kaj Himmelstrups hjemmeside (www.kajhimmelstrup.dk).
Eleverne opfører stykket for forældre og familie, og der findes ikke noget bedre publikum. Derefter opfører de det for alle skolens klasser. På den måde får de lidt mere ud af deres indsats, og de deler deres læring med resten af skolen. Jeg tror, at det var motiverende for 1. klasse at se 6. klasse spille teater på engelsk i 30 minutter. Teater er desuden en måde at inddrage forældre i deres børns skolegang, og vigtigst af alt – det er sjovt.
