Blog

Skriv!

I mange år har jeg haft en drøm om, at bare en af mine elever ville blive forfatter, og for to år skete der noget sjovt. En elev, som i 7. klasse ikke var særlig stærk i engelsk, blev i 8. klasse mere positivt indstillet over for faget, og uden at sige noget til mig oprettede hun en profil hos Wattpad.com.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jeg har meget fokus på læsning i mine engelsktimer. Alle de penge, som jeg har til engelsk, bruger jeg på at købe autentisk ungdomslitteratur fra engelsktalende lande. Jeg bruger ikke en krone på tekstbøger, portaler eller lignende. Det hele går til skønlitteratur og andre bøger, som mine elever siger, de gerne vil læse. Efterhånden har vi en samling på flere tusind bøger på skolen.

Langt fra alle teenagere har lyst til at tage tid fra deres SoMe- eller Gamer-univers på at gøre noget så gammeldags som at læse. For at støtte dem i deres læsning (vænne dem til at læse) starter mine timer oftest med 15 minutters læsning i en bog, som de selv har valgt, og det er vigtigt. Ingen elev skal læse en bog, som han/hun synes er for svær eller for kedelig. Men det kræver, at jeg kan agere bibliotekar. Jeg har igennem årene læst rigtig mange af disse bøger. Det gør jeg i de første 15 minutter, mens de læser. På en dag, hvor jeg har tre engelskhold, kan jeg måske nå op på 45 minutters læsning. Det betyder, at jeg er i stand til at vejlede eleverne, når de søger en bog. Jeg kan tale begejstret om de fleste bøger. Ved at læse sammen med eleverne er jeg også en god rollemodel.

Konsekvensen er, at mine elever i høj grad kommer til at stifte bekendtskab med bøger og læsning. Og nej, ikke alle bliver bibliofile, men nogle gør, og de smitter hinanden. Og jeg lover jer: De elever, der læser, bliver dygtige! Og jeg har mange elever, der læser.

Engelsk-bloggen

Engelskbloggen provokerer, engagerer, skaber debat og lægger op til dialog og udvikling af engelskfaget og didaktikken. Vær med! Skriv, like, kommenter!

Så hvorfor er titlen på denne blog ”Skriv!”?

I mange år har jeg haft en drøm om, at bare en af mine elever ville blive forfatter, og for to år skete der noget sjovt. En elev, som i 7. klasse ikke var særlig stærk i engelsk, blev i 8. klasse mere positivt indstillet over for faget, og uden at sige noget til mig oprettede hun en profil hos Wattpad.com.

Wattpad er en app, som du kan downloade på telefonen. Appen bruges af unge mennesker til at skrive og udgive digitale bøger. Sidste år, da min elev gik i 8. klasse, fortalte hun, at hun var begyndt at skrive på Wattpad. Jeg havde aldrig hørt om det, men roste hende og tænkte ikke så meget mere over det. Året efter (i 9. klasse) spurgte jeg, om hun var holdt op eller fortsat skrev bøger. Det gjorde hun. Jeg spurgte, om der var nogen, der læste hendes bog. Cirka 11.000, svarede hun. 11.000 læsere!!!

Jeg var godt nok overrasket, og da året var slut, bad jeg hende om et «crash course» i Wattpad. Derefter gik jeg til min leder og spurgte, om jeg kunne oprette et forfatterværksted som valgfag. Det fik jeg lov til, og i cirka 10 uger har jeg haft et lille hold elever fra 8.-9. klasse, der skriver bøger.

Jeg er ikke uddannet forfatter eller litteraturpædagog, men jeg kunne rette mine elevers tekster, inden de udgav dem, og snakke med dem om indholdet i deres bøger. For os alle sammen (elever og læreren) har det været en ”learning-by-doing”-proces.

I cirka ti uger har eleverne haft to lektioner, hvor de har lavet udkast, som jeg har gennemgået med dem og rettet. Og alle er nu så småt begyndt at udgive de første kapitler i deres ”bøger”. Eleverne har valgt ret forskellige genrer, og jeg er imponeret over deres produkter.

Om eleverne vil fortsætte, når vores lille kursus stopper i næste måned, ved jeg ikke. Jeg tror, at det har været en usædvanlig og positiv oplevelse for deltagerne; nogle siger, at de er fast besluttet på at fortsætte; det må tiden vise.

Hvis du har lyst til at læse nogle af deres ”værker”, kan du google Wattpad.com og søg under profil på følgende navne:

 

TheGirlWithoutMakeup My Invisible Friend

Add1ct1veLove Empires of War

PrisonerofGod The Failed Experiment

PatrioticMoe Le Familie

@action1001 The Power of Shadows

Kidofheaven One Silent Twist

DarkCurseXoXo My long lost Happiness

@TheThrillerGuy The Maze Master’s Deadly Game

Pandyate Breaking Containment

Filiwritesbooks You’re my Person