Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk
Blog
Frilæsning er slet ikke så frit
Stephen Krashen taler om “free voluntary reading” som et af vigtigste værktøjer til at lære et sprog. “It will, not by itself, produce the highest level of competence; rather it provides a foundation so that higher levels of proficiency may be built.”
Når jeg siger ”elevautonomi”, hører folk ”elevanarki”. De tror, at eleverne overtager hele ansvaret ikke bare for deres læring, men at de også overtager lærerens rolle, og at læreren er sat uden for indflydelse. Dette er ingenlunde tilfældet! Som lærer har jeg fortsat ansvaret i klassen og for klassens faglige fremskridt (jeg har skrevet om dette i artiklen ”Det rene anarki” i april 2014). Mine elever arbejder med deres selvvalgte projekter, og grupperne og eleverne får individuel feedback, MEN jeg giver fortsat input til miner klasser som helhed, hvor jeg vejleder og stiller krav til hele klassen.
Jeg er eksempelvis meget tydelig, når jeg forlanger, at samtlige elever skal læse engelske bøger. I de senere år er det blevet lidt sværere, end det var før. Eleverne er blevet “teens on screens”, og tanken om at læse en bog er fremmed for dem; de synes, det er gammeldags og tidskrævende. Mobiltelefonen giver umiddelbar tilfredsstillelse med minimal indsats. En bog kræver mere. Dette bekræftes af en artikel i ”The New Yorker”, som jeg stødte på for nylig:
“Reading has lost its privileged status; few kids are ashamed that they’re not doing it much. The notion that you should always have a book going – that notion, which all real readers share, doesn’t flourish in many kids. Often, they look at you blankly when you ask them what they are reading.”
(“Læsning har mistet sin privilegerede status; få børn skammer sig over, at de ikke gøre det særlig meget. Ideen om, at man altid skal have gang i en bog – en naturlig ting for alle flittige læsere – ligger ikke i deres bevidsthed. Ofte kigger børn underligt på en, hvis man spørger, hvad de læser.“)
Allerede før jeg begyndte at arbejde med elevautonomi, opfordrede jeg mine elever til at læse frilæsning, og det var tydeligvis de elever, der havde en høj indre (”intrinsic”) motivation, der læste uden for timerne. Da jeg indførte elevautonomi, hvor min fokus skiftede fra undervisning til læring, opdagede jeg, at de svage elever ofte var svage, netop fordi de manglende læringskompetencer. De manglede læringsværktøjer og vidste simpelthen ikke, hvordan de skulle lære. Et af de læringsværktøjer, jeg gav dem, var frilæsning. Stephen Krashen taler om “free voluntary reading” som et af vigtigste værktøjer til at lære et sprog.
“It will, not by itself, produce the highest level of competence; rather it provides a foundation so that higher levels of proficiency may be built.”
(“Læsning vil ikke i sig selv give det højeste kompetenceniveau, men støber et fundament, hvorpå man kan bygge kompetencerne.”)
Jeg er helt enig, og derfor gør jeg alt i min magt for at sikre, at mine elever læser frilæsningsbøger. Jeg skriver derfor ofte denne kommentar i deres logbøger: “This is interesting but there is too little free reading.” (“Det er fint, hvad du skriver, men der er alt for lidt frilæsning i din logbog.”)
I nyhedsbreve til forældrene, i ugeplaner og på forældremøder understreger jeg vigtigheden af at læse frilæsningsbøger. Jeg ser elevernes logbøger som et kerneinstrument for evaluering, og mine elever ved, at jeg forventer, at frilæsning er en integreret del af deres logbøger, og at logbøgerne skal fortælle om deres læsning derhjemme.
Men hov! Hører dette nu også hjemme i en autonom klasse?! Lyder det ikke temmelig lærercentreret? Jo, det gør det … men mine frilæsningsbøger er så gode, at mange elever har lyst til at læse dem, og de kan vælge mellem flere hundrede titler.
Bøgerne
Skolen har et budget til hvert fag. Jeg bruger hverken lærebøger eller portaler og har fået mine kollegaers tilladelse til at bruge noget af budgettet på frilæsning (ungdomsromaner, faglitteratur, youtubere, biografier osv.) Jeg køber bøgerne online og giver eleverne mulighed for at vælge. Mange Netflix-serier er baseret på bøger, og jeg bliver tit overrasket over, i hvor høj grad eleverne har fingeren på pulsen i forhold til, hvad skolens penge skal bruges på, og jeg stoler på deres dømmekraft. Men der er også fordele for mig. Jeg er 56 år og aner ikke, hvad der er interessant for 13-15-årige. Ved at inddrage eleverne bruger jeg deres ekspertise til at gøre mit fag og mine timer interessante. Blandt mine sidste køb var bøger skrevet af youtubere – noget, som jeg absolut ingenting kender til (Paul Jake, The Sidemen, KSI …) (OBS: Sproget i disse bøger kan virke stødende på nogle).
Jeg køber normalt tre eller fire af den samme titel. På den måde kan flere elever læse den samme bog samtidig og derved støtte hinanden i deres læsning.
Populære titler hos især pigerne er for tiden ”Turtles All the Way Down” og selvfølgelig "The Fault in Our Stars", begge skrevet af John Greene. Andre populære bøger er “Everything, Everything” af Nicola Yoon, ”Another Day” af David Levithan og ”Me Before You” af Jojo Moyes. Wicca-serien af Cate Tiernan er fortsat højt elsket, og jeg har mange elever, som har læst samtlige 16 bøger!
Blandt drengene er Gone-serien af Michael Grant og ”Ender’s Game” af Orson Scott Card fortsat populære. De lidt yngre drenge på 11-13 år holder meget af Tom Palmers bøger som for eksempel ”Ghost Stadium” og Football Academy-serien.
Gennem årene har jeg læst rigtig mange ungdomsromaner, hvilket ind imellem kan være lidt ”hårdt arbejde”, men det betyder meget, når jeg taler med eleverne, at jeg kan sige, ”den har jeg læst, den handler om … den er …” Jeg har selvfølgelig ikke læst dem alle sammen, men mine elever kan tydeligt mærke, at jeg har læst mange og kan tale begejstret med om mange titler. Og begejstring smitter, som bekendt.
Jeg har købt frilæsningsbøger i nogle år nu og har efterhånden opbygget en pæn samling. Jo, der er en del svind. Jeg har med teenagere at gøre, og de kan være lidt sjuskede. Jeg bruger (læs: spilder) ikke tid på bibliotekskort eller andre udlånssystemer, men vælger at stole på eleverne, og de fleste bøger kommer da også tilbage. Men altså, et vist tab må man regne med. Bøgerne ligger på skolen i skabe i klasseværelserne, hvor både elever og lærere nemt kan få fat i dem.
Som noget nyt i år har jeg for at støtte mine elevers læsning startet de fleste timer med 10-15 minutters frilæsning. Det er blevet meget populært hos eleverne, som smitter hinanden med fordybelse og synlig nydelse. ”Teens on screens” ser deres kammerater sidde med næsen i bøger. Jeg læser altid selv i en bog i de minutter.
I går kom jeg ind til min 8. klasse. Jeg følte, at tiden var knap og insisterede på, at vi straks skulle gå i gang med fremvisning af projekter, og der lød et kollektivt skuffelsens suk. De vil gerne have startet med frilæsning.
Der er ingen tvivl om, at eleverne udvikler ordforråd og kendskab til kultur og samfundsforhold, når de læser. De lærer også både retstavning og grammatik (ordstilling, uregelmæssige udsagnsord osv.), når de gennem læsning møder store mængder af skriftligt sprog.
Ikke alle elever er lige flittige. Der er selvfølgelig nogle, som ikke kan se fidusen i at læse. Det har ikke nogen direkte konsekvenser, bare at ”Frank er skuffet”, og måske en lille prædiken om, hvor vigtigt det er at læse, hvis man vil blive dygtig til engelsk.
Jeg opfordrer forældrene til ikke kun at rose deres børn, når de læser, men også til at give udtryk for, hvor ufattelig fantastisk det er, at deres søn/datter er i stand til at læse autentisk ungdomslitteratur på et fremmed sprog. Trods mange års erfaring har jeg selv svært ved at forstå det, når mine elever ikke bare kan læse bøger på mere end 500 sider, men at de rent faktisk gør det.
Artiklen fra “The New Yorker”, som jeg refererede til tidligere, ender således: “If teachers can make books important to kids – and forge the necessary link to pleasure and need – those kids may turn off the screens. At least for a few vital hours.”
(“Hvis lærere kan gøre bøger relevante for børnene – og skabe en forbindelse mellem glæde og behov – kan det måske lykkes at få disse børn til at slukke skærmene i nogle få vitale timer.”)
Referencer
Stephen Krashen, The Power of Reading, 2004, side 1.
The New Yorker, Do Teens Read Seriously Anymore? Af David Denby, 23. februar 2016.
https://www.newyorker.com/culture/cultural-comment/books-smell-like-old-people-the-decline-of-teen-reading.
