Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk

Blog

Hvordan lærer vi?

I tidligere blogindlæg har jeg talt varmt for elevautonomi. Og som jeg har skrevet før: Noget af det vigtigste ved elevautonomi er, at man flytter fokus fra undervisning til læring. Derfor var det oplagt for mig at læse ”Visible Learning and the Science of How We Learn” (Synlig læring og videnskaben, om hvordan vi lærer) af John Hattie og Gregory Yates. Som titlen siger, undersøger bogen, hvordan vi lærer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan lærer vi?

Bogen starter med et resumé af Willingham-tesen:

1.       Hjernen er ikke fra naturens side særlig egnet til at tænke (!!)

Engelsk-bloggen

Engelskbloggen provokerer, engagerer, skaber debat og lægger op til dialog og udvikling af engelskfaget og didaktikken. Vær med! Skriv, like, kommenter!

2.       At tænke er en langsom og krævende hjerneaktivitet, og resultatet er tvivlsomt.

3.       Bevidst tænkning styrer ikke de fleste menneskers handlinger i den virkelige verden, hvor de skal interagere og overleve.

4.       I stedet vælger vores hjerne at gøre brug af hukommelsen og gøre det, som vi har gjort før eller set andre gøre.

5.       Selvom vi er nysgerrige væsener, er vores nysgerrighed begrænset til emner og områder, som vi allerede kender noget til, og hvor vi mener, at vi er kompetente (selvtillid).

6.       Vi er ikke villige til at investere energi i at tænke, før vi kan se, at anstrengelsen vil blive belønnet med succes.

Budskabet er, at læring er svært, men at det, som giver pote, er ”deliberate practice” (bevidst handling). De lærende skal deltage aktivt i deres læring og ikke være passive modtagere af viden. Evnen til at holde fokus daler efter kun 10 minutter. Evnen til at opnå eliteniveau har mindre at gøre med IQ end med det at beskæftige sig med stoffet. Hårdt slid og ”deliberate practice” er vigtigere. Forsøg på at identificere begavede børn slår tit fejl. Ofte er det de børn, som blomstrer sent, der klarer sig bedst. Så det er stadigvæk sjovt at være lærer!

Hattie og Yates forklarer, at der er to tænkesystemer – et hurtigt og et langsomt. Det hurtige er ”automacity” (automatisk handling); det langsomme er, hvor vi skal bruge vores kognitive færdigheder. Når vi taler vores modersmål eller cykler, bruger vi det automatiske system, og jo mindre vi kan trække på automatikken, jo sværere oplever vi en opgave. Desværre er der ikke meget forskning i, hvordan man underviser i ”automacity”. Dog ved vi, at jo mere tid vi bruger på en aktivitet – hvad enten det er et computerspil eller at læse, jo større sandsynlighed er der for at opnå ”automacity”.

For at styrke læring er det vigtigt, at lærernes tilbagemelding (feedback) ikke så meget fokuserer på at analysere opgaven, dens svaghed og styrker, men hjælper eleverne til, hvordan de kan komme videre.

I mine autonomitimer er jeg til en vis grad en vejleder, men Hattie og Yates understreger – og jeg er enig – at læreren ikke blot skal vejlede, men i højere grad skal stimulere læringsmiljøet med stærke og klare metoder.

Jeg har tit haft diskussioner med mine elever om nødvendigheden af ikke lade sig distrahere. Jeg fraråder musik og får støtte fra Hattie og Yates, som siger, at den menneskelige ikke er bygget til at multitaske. Vi har en begrænset mængde energi, som vores hjerne kan bruge. Jo flere ting (musik, facebook, fjernsyn …) hjernen skal forholde sig til, jo mindre overskud er der til hver enkelt ting. Så sluk for musikken – det distraherer!

Hattie og Yates opererer med er begreb, de kalder ”ekspertlæreren”. Ekspertlæreren kan:

·         Anvende pædagogisk viden på en usædvanlig, fleksibel og innovativ måde.

·         Improvisere.

·         Forstå på et dybere niveau, hvorfor elever lykkes eller mislykkes med akademiske opgaver.

·         Give udviklingspassende læringsopgaver, som udfordrer og fanger den enkelte elev.

·         Forudse og planlægge strategier i forhold til de vanskeligheder, som eleven vil opleve.

·         Generere korrekte hypoteser om, hvorfor eleven oplever succes eller det modsatte.

·         Vise passion i sit arbejde.

Hattie og Yates skriver, at ”ekspertlæreren” ofte har dårligt forberedte timeplaner, men har rutinerne i hovedet … mon ikke det er en form for ”automacity”?

Her er noget at tænke over … I mit næste blogindlæg vil jeg fortsætte med ”Visible Learning and the Science of How We Learn”. Jeg skal lige nå at samle mine tanker i disse rolige og afslappede sommerferiedage J.

”Visible Learning and the Science of How We Learn”, John Hattie og Gregory Yates; Routledge London and New York 2014