Blog
Lærer: I onsdags havde vi et oplæg, der provokerede mig
Onsdag har vi fælles faglig forum, hvor vi får informationer fra ledelsen, oplæg om kommunens visioner, planlægger sammen eller får oplæg fra forskellige konsulenter. Der har været flere spændende oplæg, men bestemt også nogle, som i bedste fald er spild af tid. I onsdags havde vi et oplæg, der provokerede mig.
Som underviser i folkeskolen, er man vant til, at forskellige politiske strømninger præger retning og fokus. Vi har i min tid som lærer haft forskellige pædagogiske analysemodeller, evalueringsmodeller og hashtags, som alle er blevet iscenesat og forklaret på vore faglig fora. Det er forståeligt, at der med tiden kommer nye tiltag, da der er mange aktører på uddannelsesscenen.
Nye begreber og aktører
I onsdags blev vi introduceret til en aktør, der gerne vil ind på det marked, der er for materialer til undervisning og understøttende redskaber til det pædagogiske arbejde i folkeskolen.
Inden produkterne blev præsenteret, forklarede konsulenten sammenhængen mellem deres produkter og Mellemformer.
Kort forinden havde jeg og mine kollegaer besvaret spørgeskemaet om følgeforskning og evaluering af Den mangfoldige folkeskole i Nordjylland.
Jeg havde nu allerede to nye begreber, jeg skulle forholde mig til. To begreber som på en eller anden måde var blevet en del af min hverdag som underviser.
Forvirringen hos mig selv og mine kollegaer var tydelig.
Laveste fællesnævner som udgangspunkt for undervisningen
Konsulenten funderede sine produkters berettigelse på min arbejdsplads i teorien om NEST skoler og Mellemformer og forklarede bl.a. disse tilgange ved, at vi skulle tilrettelægge vores undervisning efter ”laveste fællesnævner”, hvorefter hun gav et eksempel:
Hvis en elev i klassen har brug for at komme en tur i skoven, er det ikke længere kun den ene elev, der skal i skoven. Det skal alle elever i fællesskab.
Kritisk tilgang og tiltro til egen teoretiske fundering
Jeg har ikke et stort kendskab til teorierne bag hverken NEST eller Mellemformer, men med ro og kritisk tilgang til denne konsulents indsigt i mit fag, og med tiltro til min egen professionalisme, teoretiske fundering og erfaring, konkluderede jeg, at man i ovennævnte teorier næppe tager udgangspunkt i undervisning efter laveste fællesnævner. At man næppe mener, at fællesskabet skal indrette sig efter, hvad den enkelte har brug for.
Konsulenten må have misforstået noget, eller måske var denne udlægning blot en helt praktisk omskrivning af teorierne uden indpakning?
De store linjer?
Efterfølgende har jeg læst lidt mere om disse, for mig, nye tilgange – jeg kan dog forstå, at det i hvert fald er en metode til at skabe rum til, at flere børn og unge kan lære og trives i den almene undervisning og deltage i skolens fællesskaber for færre penge.
Men det hører vi nok mere om. Konsulenten havde nok kun fået fat i de store linjer?