Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk

Blog

“If you can read you can teach!”

Offentliggjort Sidst opdateret

“If you can read you can teach”

Det var, hvad en hollandsk skoleleder sagde til mig i mandags.

Jeg mødte ham, da vi begge deltog i et Erasmus+ projekt, og det var ikke et udsagn, som han var enig i, men som ifølge ham er en udbredt måde at tale nedsættende om lærere på i Holland, hvor mange har den opfattelse, at de fleste lærere bare følger en tekstbog eller portal og blot står foran klassen og repræsenterer et kapitel fra bogen.

Engelsk-bloggen

Engelskbloggen provokerer, engagerer, skaber debat og lægger op til dialog og udvikling af engelskfaget og didaktikken. Vær med! Skriv, like, kommenter!

De fleste lærere vil nok blive temmelig harme over at høre deres hårde arbejde beskrevet på den måde. Men den 22. marts var der et halvsides indlæg i Politiken, skrevet af Lotte Rod (børne- og undervisningsordfører, Radikale Venstre) og Lene Tanggaard (Ph.D. og professor ved Ålborg Universitet og rektor, Designskolen Kolding) med overskriften ”Skolen må skrue ned for mål og portalundervisning og skrue op for fantasi og kreativitet.”

Vi sender vores unge mennesker på professionshøjskole i 3½ år for at blive lærere, men resultatet er ofte, at lærerne ender som formidlere af Clio-online, og deres drømme om at undervise drukner i brug af materialer, ”der er målstyret i en grad, der binder, hvordan de kan bruges, og det gør undervisningen kedelig for eleverne – og for lærerne”. Differentiering bliver noget med, at halvdelen af klassen læser de kortere tekster og den anden halvdel de lange … Men ingen klasse i Danmark består af to elever, men tværtimod ca. 25 på hver deres niveau og med hver deres interesser. One size does not fit all.

Dertil sluger diverse portaler hele skolens budget, så der ikke er midler til at købe autentisk ungdomslitteratur eller investere i spændende alternative muligheder.

I mine timer starter eleverne med at læse en bog, som de selv har valgt fra vores efterhånden ret store samling af autentiske ungdomsbøger. Derefter arbejder de på selvvalgte projekter/emner i små grupper eller alene. Som engelsklærer har jeg absolut ingen behov for portaler eller tekstbøger. Jeg har hele internettet til rådighed, hvor eleverne boltrer sig i stof, som interesserer dem. Jeg ser ikke mig selv som et særligt kreativt menneske, men mit liv og mine timer beriges af de mange kreative elever, som jeg møder. De laver film, diskussionsoplæg, skriver bøger, laver tegneserier, podcasts og alt muligt andet.

Her er en oversigt over, hvad min 4. klasse og 8. klasse arbejder med for tiden:

8. klasse

· Death penalty USA

· Tinder swindle

· Child abuse in Great Britain

· LGBT family rights in USA

· Women's rights in India

· UK workforce ethnicity and racism

· Reading perks of being a wallflower

· Reading Twilight

· The United Nations

· Writing Part 2 of the book of their own book called “Diary”

· Writing Part 2 of the book of their own book “I didn't mean to kill him”

· Reading What if it is us?

· Reading Unravel Me

· BBC coverage of the Syrian War

· Threats to biodiversity

· Percy Jackson

· BBC coverage of the conflict in Ukraine

· The US supreme court

4. klasse

· A horror film

· Child beauty pageants USA

· A story/cartoon about a pet monkey

· The World Cup

· Martial arts

· Australia

· France

· New Zealand

· Space

· Subnautica

· Bangladesh

· Reading I survived D-Day

Lotte Rod og Lene Tanggaard slutter deres indlæg med dette udsagn: ”… lærerne skal mindske kontrollen og lade eleverne have medindflydelse … Vi skal skrue ned for mål og portalundervisning og op for fantasi og kreative materialer”.

Min egen erfaring er, at eleverne er meget mere motiverede, når de selv vælger, hvordan de vil lære engelsk, og de får et helt andet ejerskab over deres læring, netop fordi de selv har været med til at skabe den. De får også mulighed for at udtrykke sig selv kreativt; det betyder, at den enkelte elev bringer sig selv med ind i læringen og optræder autentisk i sin fremlæggelse for klassen.

PS: Mine timer er ”åbent hus”, og alle er velkomne til at komme forbi og kigge/snuse/snakke med mine elever.