Jan Frejlev tænker højt

Blog

Lokalaftale på Bornholm

Strøtanker om at være lærer i den bornholmske folkeskole, hvor lærerne omsider får en velfortjent lokalaftale

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Min tid som TR er ved at løbe ud. I min tid som TR har jeg kæmpet mest for at få løftet et påbud for dårligt psykisk arbejdsmiljø, og så har jeg holdt bekymrings- og vejledningssamtaler med pressede kolleger for ca. 20% af mine kolleger. Jeg gjorde, hvad jeg kunne. Forhåbentlig gjorde jeg også en forskel. Min afløser vil helt sikkert gøre en forskel.

Jeg flytter fra Bornholm tilbage til København. Egentlig forventede at jeg blive på Bornholm i mange år, men så blev jeg forelsket, og hjertet kommer først på disse kanter.

Jeg er taknemmelig for alle de oplevelser som jeg har haft i det bornholmske skolevæsen, og for alt den faglig viden og livsvisdom der er fulgt med.

Jan Frejlev tænker højt

Lærer i dansk, engelsk, historie og drama. Har desuden været AMR og TR. Det betyder alt for mig, at lærerne har et godt arbejdsmiljø. Forvent, at jeg kommenterer og beskriver stort og småt i en lærers livlige virkelighed. Mit udgangspunkt er, at jeg ser verden i helikopterperspektivet. Vær beredt på, at det bliver langt i spyttet indimellem, og metaforer, sammenligninger og anekdoter vil flyve vildt med et glimt i øjet. Andre gange sætter jeg helikopteren ned på jorden for at gå på opdagelse i stort og småt fra min hverdag som lærer. Efter to år på Bornholm vender jeg i 2018 tilbage til København, hvor jeg er lærer på en folkeskole på Østerbro i hjertet af speltbæltet. Efter skoletid giver jeg min forholdsvis livlige fantasi udløb ved at skrive noveller og romaner, imens jeg spiller vinylplader. På bloggen er jeg næsten altid saglig. Kommentarer er altid velkomne.

Årene i det bornholmske skolevæsen har givet mange interessante perspektiver på, hvor forskelligartet lærerlivet kan være i Danmark. 

Bornholm deler udfordringer med mange andre samfund i det såkaldte "Vandkants-Danmark": Befolkningen daler, fødselsraten kan ikke følge med dødsraten, og tilflytningen kan slet ikke opveje det. Til gengæld taler man alle nye initiativer op som var det Moses, der var kommet ned fra Sinai bjerg med det 11. bud. Samtidigt har man en medieoffentlighed som ikke går i dybden med øens store sociale problemer, da man ikke vil tale øen ned.

I den virkelighed har lærerne i årevis skulle tilpasse sig skolelukninger, forflyttelser, fyringsrunder og tage imod en syndflod af forvaltningsdrevne projekter som synker sporløst, samtidigt med at der ikke er nok resurser til at løse øens store sociale problemer som også fylder på øens folkeskoler. Afgangsprøveresultaterne på øens viser også markant nedadgående karaktérer. Til gengæld er mange af øens resursestærke børn søgt ind til øens mange privatskoler.

De bornholmske lærere som jeg har mødt er dygtige, flittige og meget dedikerede i deres mission for at løfte børnene, men de har også måtte stå model til meget i en verden, hvor lærerne ikke bare skifter job, hvis de er utilfredse af den grund at der er få jobs, og man nemt bliver stemplet som besværlig, hvis man som lærer ikke trives på en skole på øen. På Bornholm har jeg mere end andre steder, hvor jeg har været mødt en villighed til at ofre sig for fællesskabet, hvilket er beundringsværdigt, men det giver også meget arbejdsrelateret stress som urimeligt sætter ar på sjælen hos lærerne indimellem. 

Derfor er det godt for lærerne at de har fået en lokalaftale som sikrer lærerne forberedelsestid og som kan værne bedre om det psykiske arbejdsmiljø. Det er en begyndelse til noget bedre. Tilsyneladende har lokalpolitikerne også opdaget at en god folkeskole er vigtig, når man vil tiltrække beboere i et befolkningstyndt område. Derfor er jeg forsigtig optimist for mine bornholmske kollegers vegne.

Bornholm kommer til at mangle lærere, fordi mange lærere går på pension i disse år. Derfor kan Bornholm sagtens blive attraktivt for mange lærere "overfra". Bornholm har mange attraktioner. Naturen er mageløs hele året og husene er stadig billige. Jeg kan sagtens anbefale at man prøver Bornholm af, men jeg kan også anbefale at man ser sig godt for under jobsamtalen. Vær en hård forhandler. Vær udfordrende over de kommende skoleleder, og få løfter skrevet ned. 

Bornholm glemmer man ikke så let, når man først har været der. Det samme kan man sige om den bornholmske folkeskole.