I København klager forældrene til skoleborgmesteren

En voksende del af TR-opgaven handler om coaching kolleger, som er kommet under pres fra få forældres ihærdige og grænseoverskridende facon på at få trumfet deres vilje igennem i klasserummet. Fx hjælper jeg indimellem kolleger med at svare på en email fra en forældre, som er holdt i anklagende og nedladende sprog. Nogen gange er det et simpelt magtspil om, hvem, der har magten i klasserummet. Andre gange kan vi ikke imødekomme forældrenes ønsker for deres barn, fordi vi ikke har resurser til det eller, vi skal også bruge tid på de andre forældres børn. Desværre køber få forældre ikke pagten om, at det bedste skole- hjemsarbejde udvikles, når alle gør det som de er bedst til, og at vi løser udfordringerne i et gensidigt anerkendende sprog, fordi alle vil børnenes bedste. Disse få forældre tager mere og mere af vores tid, og det lægger et øget urimeligt psykisk pres på lærerne, når det sker. Det er ikke noget, man lærer at håndtere på læreruddannelsen, og det er ikke noget, man nødvendigvis lærer henad vejen.

Skolelederne er fanget i et dilemma, hvor deres job går ud på at se alle perspektiver i forældreklager, så her er ikke altid helhjertet hjælp at hente.

Det kræver enormt tid at sætte sig ind i substansen af en klage og ofte kastes lærere ud i et langvarigt forløb, hvor man går ekstremt langt for at forstå de forældre som klager med fuld emotionel styrke og i et ofte nedladende sprog. Især klasselæreren kan ofte komme i tidsnød med forberedelse og tid til resten af klassen, fordi en eller to forældre har et særligt behov for kommunikation. Her tænkes ikke på de særlige indsatser for børn med faglige eller andre udfordringer, men på der, hvor klagen er præget af synsninger og ønsket om at få ret overfor læreren.

Her er i København taler man højt hos skoleborgmesteren om, man skal oprettet en klageenhed til at håndtere forældreklager, lidt ligesom allerede har Den nationale mobbeenhed. Er det en god ide? En klageenhed vil være et sted at kanalisere de forældreklager hen, som ikke løses på skolen. Desværre vil det dog efterfølgende avle, at den berørte lærer skal lave en masse redegørelse for handleplaner, udlevering af emailudveksling mellem skole og hjem og særlige indsatser som tilgodeser få forældres ønske. Ofte skaber disse særlige indsatser undren i klasserummet og i resten af forældregruppen.

Lærerne er ved at blive kylet ud på et skråplan, hvor vi bedriver ekstrem mikromanagement uden nogen form for værn. Fx kan forældremobning næppe godkendes som arbejdsskade, selvom kolleger kvitter jobbet efter forløb med forældrepres. På vores skole har vi lavet en guide til godt forældresamarbejde og god tone mellem skole og hjem. Det har ikke medført nogen forbedring, men heldigvis er det store flertal af forældre stadig glade for skole-hjemarbejdet, og vi hjælper hinanden sammen om børnene.

Folkeskolens svaghed som lærerne rammes af igen og igen er, at vi ikke er tydelige nok og afklarede med, hvad folkeskolen kan rumme både af tilbud og hvilken tone vi vil tale sammen på. Vi har brug for enhed som kolleger, så ingen lades alene tilbage, og vi har brug for træning i at tackle forældrepresset mere end en klageenhed.