Frygten for tilbagevenden er virkelig - ligesom lærernes sammenholdskraft

Selvfølgelig er det en kapitalbrøler at ministerium og sundhedsstyrelsen ikke er afstemte med informationer om, hvordan lærere, pædagoger og børn skal vende tilbage i skyggen af corona-smitten. Man kan næppe finde mere eksemplarisk case til at beskrive, hvor megen opstandelse og frygt det kan skabe, når flere offentlige institutioner kikser at koordinere information i en nødsituation.  Dog er det vigtigt at holde fokus, inden man lader sig rive med mere frygt. For det første er det nagelfast, at lærere, pædagoger og børn ikke vender tilbage, før skolerne har fundet en løsning, der passer til den enkelte skole. Det her skal løbes i gang gradvist, og ikke lykkes med fuld bemanding omgående. Alt kommer ikke til at lykkes.

Frygten for at blive smittet med corona-virus er reel og ikke indbildt. Ministeriet forhandler med DLF for at aftale en ramme, og overalt skal vores tillidsfolk og ledelse i gang med aftale nogle rammer, der er trygge, rimelige og meningsfulde. Glem alt om årsplaner, og fokusér på at skabe mening.  Opgaven med at fordele klasser, lokale, lærere og andre resurser i de nye vilkår  er ligeså krævende,  som når vi planlægger for et nyt skoleår. Det tager tid, og nu skal det gøres under pres. Fejl vil blive gjort. Tal åbent sammen, om det, der gør jer bange, og støt hinanden, så ingen sidder alene. Frygten for at blive smitte er reel, men det er det sammenhold som er en del af vores identitet som lærere. Vi lykkes med svære og ofte utaknemmelige opgaver.  Mere end nogensinde er der behov for at sige højt og igen og igen: Alle gør det så godt som de kan, og det rækker længere end man skulle tro.