Refleksioner efter to år med corona

Tiden løber af sted imod 1. februar, hvor næsten alle coronarestriktioner fjernes. Livet i Danmark begynder igen for fuld blæs. Sandsynligvis bliver onsdag d. 2. februar forvandlet til blå onsdag, hvis alle, der har lovet sig selv, at de skal ud og drikke igennem, har tænkt sig at overholde det løfte. 

Selv har jeg tænkt mig at sidde en sjælden solstråle i min vindueskarm og reflektere over, hvad næsten to år med corona, har betydet for mit lærerliv. Det er en hel del. Ingenting bliver som bekendt helt det samme igen. Vi kan ikke gå tilbage til normalen, for den findes ikke mere. Virkeligheden forandrer sig hele tiden:

1) Lærerne har løftet en kæmpeopgave med helbreddet som indsats. Akkurat som ved lanceringen af skolereformen har anerkendelse fra arbejdsgiverne dvs. politikere og kommunale forvaltninger været afmålt og ordknap. Sprog skaber virkelighed, og hvis man ikke snart lærer at tale anerkendende til lærerne, får man aldrig løst rekrutteringsudfordringen. Pas godt på lærerne både de nye og dem, der allerede er der, så de ikke checker ud før tid.

2) Lærerne står overfor urealistike forventninger om, at det faglige efterslæb, som fx nuværende 1. og 2. årgang og 8. og 9. årgang selvfølgelig har, fordi vi ikke har haft tid og ro i to år til, at nå de faglige mål. For de små er der tid til at indhente det tabte. For de store må vi nå, hvad vi kan.

3) Politikere og kommuner vil sandsynligvis hælder millioner af kroner ud over folkeskolen i velmente kortsigtede tiltag for at fremme børns trivsel og de famøse læringstab her og nu. Det er sjovt, imens pengene er der, men det er lidt som, hvis man roser et barn, og ser en positiv effekt, hvorefter man holder op med at rose, og så undres man over, at barnet er gået i stå. Det har jo allerede fået ros. Tidspunktet har aldrig været mere velegnet til at få løst folkeskolens systemiske udfordringer bl.a.:

1) Hurtigere og bedre udredning og hjælp til udfordrede børn. Lad os få sat fokus på, hvad et godt børneliv er. Det er meget mere nuanceret end, at de skal være den bedste version af sig selv.

2) Bedre mulighed for forberedelse af undervisning. Lærerne arbejder meget mere relationelt end for 10-20 år siden. Det betyder, at der er mindre til til forberedelse af lektioner. 

3) Bedre efteruddannelsesmuligheder. 

4) Tolærerordninger i det mindste i de særligt udfordrede klasser. 

5) Sløfning af new public management og/eller new public governance, som har kørt folkeskolen i sænk med sit regide optimeringsregime og managesprog, som ikke giver et fagligt løft, men kun et dårligt arbejdsmiljø og udvandring fra folkeskolen af dygtige lærere.

6) Politikerne lærer at lytte til lærerne, og holder op med deres mikromanagement af folkeskolen. Det kræver dygtigere politikere, som brænder for folkeskolen, og det kræver et dygtigt modspil fra DLF.

Mine synspunkter er selvfølgelig postulater, men trods alt formet ud af 12 år i frontlinjen i folkeskolen i samspil med børn, forældre og kolleger. Helt uden afsæt i virkeligheden er det ikke. 

Solstrålen i min vindueskarm har flyttet sig, så det gør jeg også. Ifølge sundhedsstyrelsens retningslinjer er jeg nu officielt fri af coronasmitte, og kan gå ud i tilværelsen med fornyet energi.  Lad os sammen løfte folkeskolen. Den har brug for det.