Dannelse og litteratur

Bogen er skrevet på japansk, og læses selvfølgelig bedst på originalsproget.  Hovedpersonen hedder Toru. Det lyder næsten som Torben, men det er desværre ikke et populært navn i Japan endnu. Toru er ærlig talt en slapsvans, selvom det bliver lidt bedre henad vejen. Arbejdsløs er han også, så det kan ikke undre at først skrider katten, og lidt senere forsvinder hans kone så også. Normale mænd ville jo i denne situation gøre flg.: 1) Flæbe på sofaen 2) Drikke en masse bajere 3) Gå på bar med faldne kvinder 4) Alle de tre førnævnte på en gang. Det ville have være sjovt at læse om, men så nemt slipper vi ikke. Hovedpersonen i Trækopfuglens krønike lader sig i stedet lokke af en anden japansk kvinde. Der er rigtig mange japanske kvinder med i den bog. Indimellem er der også en voldtægtsmand. Det er meget indviklet. Det er nu ikke meget hende den japanske kvinde lokker med, men Toru er jo som førnævnt en slapsvans, så de bliver enige om at han skal sidde på en terrasse og glo på en tom byggegrund, hvor der er rigtige mange herreløse katte som dandere den hele dagen. Det er virkelig en bog for katteelskere. På den tomme byggegrund er der også en tom brønd som man kan kravle ned i, hvis man er dum nok. Det er Toru selvfølgelig, så han kravler ned i den mørke brønd, hvor han kukkelurer meget længe. Det er lige til at blive tosset i hovedet af. Sidenhen møder han en masse japanere. Nogen af dem tror på clairvoyance, en går også med parfume, en 3. fortæller om sin oplevelser under krigen. Man kan i hvert fald lære, hvordan man flår huden af et menneske. Den del er i hvert fald ikke for børn. Katten er stadig væk. Det der med at sidde nede i brøndens dybe stille ro og kukkelure bliver bare ved og ved. Heldigvis får hovedpersonen endeligt et job, hvilket endnu en gang fortæller at arbejdsløshed er roden til alt ondt. Det er ovenikøbet et sjovt job. Han skal tælle skaldede mænd på en jernbanestation for et parykfirma. Det er virkelig et nyttigt job. Her kunne historien med fordel være afsluttet, men sådan går det desværre ikke. Toru har helt tydeligt taget alvorligt skade af at sidde nede i den mørke brønd for nu oplever han en masse forvirrende ting. Han møder en del kvinder, hvilket jo nok er forfatterens måde at fortælle at man skal op på hesten igen, når man er blevet forladt. Hvis man har en dragning imod japanske kvinder, så vil man synes godt om denne del af bogen, men husk Toru er en slapsvans. Overraskende nok banker han en sanger med et bat.  Det hele skal jo slutte, og det går sådan set udmærket med det. Endnu en japansk kvinde hyrer Toru til at aflaste midaldrende og ældre kvinder for en vis indre uro (”nudge, nudge, say no more”) Det havde jeg jo alligevel ikke troet at Toru havde i sig. Tiden går. Brønden viser sig at være en slags smutvej til et hotelværelse, hvor man kan få sig en lummer aftale. Ham sangeren som fik tæsk med et bat viser sig også at have voldtaget Torus kone. Her skal man nok tegne et diagram over alle personerne, ellers taber man helt fatningen. Torus kone slår voldtægtsmanden ihjel, så hun kommer i fængsel. Toru er jo noget dvask. Ingen vil undre sig over at han venter på at hun kommer ud igen. Katten vender også hjem. Man får ikke katteallergi af at læse Trækopfuglens krønike.