Det er en ny virkelighed

I massemedierne har man kunne følge med i en uskøn, pinagtig farce endte med at en skoleleder mistede sit job. Baggrunden var angiveligt at en gruppe forældre orkestrede en boycot af to elever via et socialt medie. Klasselæreren var angiveligt medvidende og bifaldende. Det hele eskalerede, da de udskammede elevers forældre gik til dagspressen. 

Som sagen er beskrevet i medierne, er det en grim sag for alle involverede parter. Alligevel bør man holde sine heste, inden man dømmer, da det er svært at vurdere troværdigheden af de forskellige kilder.

Sagen er utvivlsomt ikke den sidste, hvor forældre bruger sociale og massemedier til at rejse en sag for at få deres ret i klasserummet.

I forvejen oplever flere lærere et øget pres fra forældre, hvor man kræver særret for sit barn, og flere krav om detaljerede redegørelser for, hvorfor Yrsa var ked af det i 10 frikvarteret, hvor Johans madkasselåg er henne, og hvorfor der ikke er mere mindfullness i folkeskolen.

En del forældre skriver gerne en 1000 ords email om førnævnte emner med forventning om at læreren svarer fyldestgørende. Tonen er ofte skarp, kritisk og fordømmende. De sociale mediers hurtige og skarpe debatkultur flytter også indimellem ind i forældrehenvendelser. Det er som om forståelsen af gensidig respektfuld dialog er svindende hist og her. Netop dette vedvarende pres fra få forældre er både tidskrævende og en psykisk belastning for mange lærere. På min egen skole har vi mistet højt respekterede, erfarne og dygtige lærere, som valgte at gå andre steder hen. Det er et stort tab af erfaring for folkeskolen. 

Heldigvis mestrer de fleste forældre stadig en gensidig respektfuld dialog, men få forældre fylder mere og mere. 

Den enkelte skole, kommune, Skole- og forældreorganisation eller DLF er slet ikke rustede til at tage vare på lærerne og forældrene her.

DLF er hyper kompetente, når det er gået galt, men vi ser her en opdukken af en ny scene, hvor lærernes position vil blive udsat for øgede psykiske belastninger.

Derfor haster det med DLF, kommunerne og skolebestyrelserne kommer på banen med en forebyggende strategi som kan gøre lærerne og forældre duelige i den nye virkelighed. Fx kunne skolelederen ved indskrivning være meget præcise med, hvilke gensidige rettigheder og pligter som ligger i at have sit barn på netop denne skole. Det er som om vi, i bestræbelserne på at have en inddragende folkeskole, er blevet bange for at sige, at der også følger nogle pligter med for forældrene. Derfor siger jeg det nu: Folkeskolen fungerer bedst, hvis vi hele tiden gør os umage for at tale gensidigt respektfuldt til hinanden.