Lærernes arbejdsmiljø er presset uanset om det bliver et JA eller et NEJ

Hvis jeg stemmer JA er det fordi at jeg tror på DLF, fordi jeg tvivler på kampviljen hos flertallet af lærerne, og fordi den stigende mængde af lokalaftaler rundt omkring i medlemskredsene stille og roligt demonterer LOV409.

Hvis jeg stemmer NEJ er det fordi jeg tror på DLF, fordi jeg tror man skal kæmpe for det man tror på, og fordi jeg tror vi kan tilkæmpe os en kortere deadline for kommissionens arbejde. Et års arbejdstid må være nok.

Lærerne har stået alene hele tiden. Musketér-eden var et vellykket pr-stunt som virkede og opmuntrede de offentlige ansatte til at stå sammen og tro på at de havde noget til fælles at kæmpe for imod den onde Moderniseringsstyrelse. Lærerne ville have bedre arbejdsforhold, ikke nødvendigvis løn. I stedet for brød fik vi kage.

Efterfølgende har lærernes formand, Anders Bondo redegjort overbevisende for at andre faggrupper ikke for alvor forstod, hvorfor lærernes ønske om en arbejdstidsaftale var så afgørende. Da KL under forhandlinger fremlagde et udkast til en kvartalsnorm i stedet for en årsnorm som slet ikke imødekom lærernes behov for at man sætter tid på arbejdsopgaverne, mente andre faggruppers forhandlere at nu skulle lærerne slå til. Det er påfaldende at verden derude har så svært ved at forstå vores behov. Ingen ringer vel og bestiller en håndværker uden at spørge, hvad det skal koste at løse opgaven? Lærernes arbejde minder mere og mere om alle de skolerenoveringer og byggerier rundt i landet som lukkes ufuldstændige, fordi der ikke var tid og penge til at gøre arbejdets færdigt. Vores undervisning er stigende grad uforberedt, og vi når ikke halvdelen af det som forventes af os, fordi forventningerne er urealistiske, selvom det ser godt ud på et regneark.

Lærerne står alene uanset udgangen af afstemningen om OK 18. Nu har lærerne valget mellem at at stemme NEJ, og fortsætte kampen alene som før for bedre psykisk arbejdsmiljø og rimelighed mellem arbejdsopgaver og arbejdstid. I den tid vil lærere bukke under for arbejdspresset og droppe ud af faget. Flere uuddannede vil komme ind i lærerfaget. Kvaliteten af folkeskolen vil dale. Det er svært at acceptere. Den kamp bliver nu en lokal kamp i kredsene. Det har alle kredse ikke resurser til.

På den anden side kan vi stemme JA, og parkere arbejdskampen i en kommission i 3 år i tiltro til at vores formands ord om at KL´s nye formand forstår lærernes arbejdsforhold og at vores formand har tiltro til kommissionsformandens redelighed. Selv synes jeg at Anders Bondo er en fremragende formand for DLF, men en demokratisk forening kan ikke bære at formandens integritet skal bære så mange mennesker. 3 år alt for lang tid af den simple grund at de politiske vinde er flygtige, og kan vende sig imod lærerne i løbet af tre år. 

Jeg efterlyser simpelthen en tydelig strategi fra DLF´s hovedstyrelse om, hvad der skal i løbet af de tre år. Arbejde som vi plejer er bare ikke godt nok. Mange af os havde et stort ønske om arbejdet for et bedre psykisk arbejdsmiljø også afspejlede sig resultatet af OK18, og da det ikke lykkede så må det stadig være et hovedindsatsområde for foreningen.

Hvad er dine grunde for at stemme JA eller NEJ?