Det er Annas skyld

En lettelse melder sig, nu er der en forklaring. En sorg melder sig. Hvorfor skulle det lige ramme os? En fornemmelse af, at livet fremover bliver mere udfordrende, end hvis Anna ikke havde autisme, viser sig, at være sand.

Anna føler sig fremmed i gruppen af klassekammerater. Hun kan se, at kammeraterne forstår hinanden uden, at de bruger ord. Hun ser ind i et fællesskab med hemmelige koder, som hun ikke kender til. Hvad skal hun gøre? Hun kigger på de andre og begynder, at kopiere dem.

Det er et stort arbejde, og det kræver en masse energi, at skulle observere og kopiere de andre elever. Hun er stille, og prøver, at være usynlig i klassen. Hun spiller en rolle. Hun gør det, de andre gør, uden af forstå hvorfor? Hun får ros og anerkendelse, når hun ligner de andre elever.

Anna fjerner sig mere og mere fra sig selv. Hun føler, at hun bliver en anden. Hun ved ikke hvem hun selv er. De mange kopier, som hun skal huske på, fylder hendes hoved op.

Læs også: Det er skolens ansvar

Opgaverne i skolen ændrer karakter. Tidligere skulle hun lære at læse, at gange, at forstå vandets kredsløb og lignende opgaver. Nu skal hun bruge forskellige læseteknikker, gange på flere måder, og vandets kredsløb er bare en del, af en større opgave om biodiversitet. Læreren forventer, at hun er nysgerrig i internettes mangfoldighed af viden og metoder. Intet er rigtigt eller forkert, alt kan diskuteres.

Skoledagen er en god blanding af nitten forskellige elever, fire forskellige lærere, en pædagog og to buschauffører. Hun holder sig inde i klassen. Udenfor er der mange flere, at skulle kopiere eller gemme sig fra.

Først kommer angsten, hun bliver kold og utilpas, når læreren spørger, når en kammerat bander, når skoledagen starter, når hun skal ud til skolebussen, når hun græder i sengen og ikke kan stå op. Hendes mor, må ringe til skolen og undskylde. Det er Annas skyld.

Vi må lave om på Anna. Hun får et program, som hun skal træne, så hun kan lære, at blive som de andre. Et adfærdsprogram. Et program, så hun bedre kan forstå, hvordan man skal være, når man går i folkeskolen. Autismepædagogen er dygtig. Hun har netop været på et kursus i neuropædagogik og psykologi og lært, hvordan Annas hjerne tænker. Nu ved hun, hvordan den kan trænes, så den lærer, at tænke, som andre hjerner. Måske vokser Anna fra sin autisme?

Anna kæmper sig tilbage til skolen. Denne gang i en taxa til specialskolen, hvor hun møder andre elever, der også har autisme. Det går bedre for Anna. Hun går nu i 9.kl.og kan være i skolen tre dage om ugen indtil kl. 11.30. Om fire måneder er der eksamen. Anna vil gerne tage den eksamen og vise, at hun kan det samme, som alle andre unge.

Anna ved, at hun skal forberede 19 eksamener inden for 12 forskellige fag. Det er umuligt for Anna, at lære alt hvad hun skal på få måneder. Hun får 15 minutter ekstra til at læse og 30 minutter ekstra til at stave, hun får lov til at holde sin eksamen i klassen, det er slet ikke nok.

Anna møder ikke op til eksamen. Angsten sidder stadig i kroppen og den viser sig, når Anna bliver stresset.

Anna får ikke afgangseksamen.

Det er Annas skyld.

Anna og hendes forældre har ikke valgt, at Anna skulle få en autismediagnose.

2-3% af befolkningen har autisme. Autismen er en gennemgribende og livslang tilstand. Anna sanser, føler, tænker og handler på en anden måde end andre elever.

Det er ikke Annas ansvar at tilpasse sig skolen.

Det er skolens ansvar at tilpasse sig til Anna.