To lærere og 6 elever - verdens letteste job

Jeg havde været lærer i 11 år, da jeg fik mit første job i en specialafdeling for børn og unge med autisme. Når jeg kørte hjem fra skole, så tænkte jeg, at jeg havde fået verdens letteste job, vi var to lærere til 6 elever. Jeg skulle undervise eleverne, og dagen gik stille og roligt efter en fast, tydelig og visuel struktur. Lidt efter lidt opdagede jeg, det kæmpe stykke arbejde, som min kollega lavede, og som var usynligt for mig.

Hun mødte 30 minutter tidligere for at alt i klasselokalet var, som dagen før, og ændringer til skemaerne blev gjort, inden eleverne mødte. Hun gjorde alt klart, så hun havde ro og tid til eleverne, når de mødte. Hun stod klar ved skolebusserne, med et smil. Med en venlig bemærkning, tog hun imod hver elev, og fulgte dem til klassen. Hun gav tid til at ankomme i skole, snakkede med de elever, der havde det behov, og lod de andre få den ro, som de havde brug for. Alle elever lagde en kontaktbog, hvor forældrene havde skrevet lidt om dagen før, om morgenen, og hvis der var noget, som vi skulle være opmærksomme på. Alle dagene havde fælles morgensamling, og spisning to gange dagligt, hvor eleverne ud fra deres egne forudsætninger bidrog til fællesskabet. Undervisningen levede op til kravene i folkeskoleloven. For at eleverne kunne forstå opgaverne, så omformulerede min kollega dem, og skrev dem på ny i selvproducerede hæfter. Hver gang vi skulle noget fælles, se luciaoptog, på tur, være i idrætshallen eller bare til fælles undervisning, så producerede min kollega en guidning, så eleverne i tryghed kunne deltage. Når konflikter opstod, så blev der produceret sociale historier eller lavet tegneserie samtaler, så eleverne kunne forstå, og komme videre fra konflikten med kontrollen i bero og sådan kunne jeg fortsætte… 

Jeg blev utrolig flov, da jeg indså, alt det arbejde, som lå til grund for, at det var muligt, at undervise i skolens fag i specialafdelingen. Jeg lærte, at arbejdet med børn, der har særlige behov kræver meget forberedelse, hvis de skal lære det, som neurotypiske børn lærer.

Når jeg forbereder mig til f.eks. en lektion i historie, så læser jeg dagens kapital igennem, og lære det udenad. Jeg tjekker fakta, så jeg kan svare på de fleste, af de spørgsmål, der dukker op. Jeg finder lyd, video, fotos, der underbygger emnet. Jeg laver autismevenlige opgaver til eleverne. Undervisningen planlægges til at vare 30-35 minutter. 

I undervisningen starter jeg med at fortælle om emnet på en indlevende måde. Jeg byder op til en samtale med eleverne, og udfordrer deres forståelse. Jeg viser billeder og fotos som underbygger samtalen. Jeg viser en kort video, der fortæller, samme historie, men med en anden vinkel. Jeg aktiverer eleverne i de opgaver, som jeg har produceret. Til sidst kan eleverne vælge, selv at læse kapitlet. Jeg bruger ca. 2 timer på at forberede de 30-40 minutter.

Da jeg startede i specialafdelingen, var jeg forholdsvis ung. De fleste af mine kolleger var ældre kvinder, som havde fået et retræte job i afdelingen. Det hed sig, at hvis en lærer havde været nede med stress, og kom tilbage til skolen, så kunne et job i specialafdelingen være mere skånsomt. Disse velmenende lærererinder, gav den fuld gas med relationsarbejdet. Der var en masse hygge i timerne, men reel undervisning, det var der ikke meget af. Efter et par år kunne sådan en lærer trække sig tilbage, og nyde sit otium.

På nogle skoler tror man stadig, at det er sådan, at undervise elever med særlige behov. Jeg oplever lærere der kommer ind i specialklasser, uden viden og forståelse for eleverne. Alt hvad de gør i almenklasserne, falder til jorden i specialklasserne. Deres store erfaring og mange vellykkede år, er ikke nok. Det som skulle skulle blive et par rolige år i specialafdelingen, bliver til stressede og konfliktfyldte dage, fordi læreren ikke har de nødvendige tilgange.

I disse år er der heldigvis fokus på, at tilegne sig viden, til at forstå, hvorfor børn med autisme tænker på en anden måde, end du og jeg. Kurser i neuro psykologi og pædagogik er fyldt op over hele landet, og kurserne lærer os, hvordan børn tænker, og hvordan vi skal tilrettelægge undervisningen, ud fra de mange forskellige forudsætninger, som eleverne har. 

Men hvor er tiden, til at føre denne viden ud i klasselokalerne?

Skolereformen reducerede tiden til forberedelse markant, og det har været katastrofalt for eleverne med særlige behov. Netop denne gruppe af elever, har brug for særlige tilgange, for at forstå opgaverne i skolen, og det tager tid, at forberede undervisningen - meget tid.

Eleverne har krav på, at få en afgangsprøve.

Lærerne har krav på, at få den tid, som det kræver, at forberede dem til den.