Børn med autisme
Blog
PET og FET har brug for Anna.
Særlige elever har brug for et særligt skoleforløb
Cyberkriminalitet er en af vores samfunds største trusler. Forbrydere der hacker sig ind i store virksomheders datasystemer, og kræver flere hundrede millioner kroner, for at frigive de data, som de har hacket sig til. Vi har brug for mennesker, der kan udfordre de kriminelle.
Anna har autisme og går i 9.klasse i en specialklasse. Hun er opereret i ansigtet, har hypermobile led, og hun er voldsomt sanseforstyrret. Anna er super fokuseret, når hun arbejder med områder, der har hendes interesse. Hun er sjov, begavet, og elsker, at finde fejl i systemer.
Da hun startede i min klasse, for tre år siden, var hun meget interesseret i at hacke, og hackede sig ind i computerspil. Hun blev ofte udelukket fra spillefællesskaber på nettet, fordi hun ikke spillede efter reglerne, og “ødelagde” spillet for de andre, når hun hackede sig ind, og ændrede på spillet. Hun fandt fejl i spil, som gjorde, at producenterne gav hende gaver, og takkede hende, fordi hun hjalp dem med at gøre spillene endnu bedre. Når Anna fordyber sig i at finde fejl, så glemmer hun tid og sted. Hun arbejder uafbrudt, indtil opgaven er løst. Belønningen for hende er, at hun løser problemet.
Anna vil gerne være politibetjent og arbejde i efterforskningen, hvor hun i den gode sags tjeneste kan hjælpe med at finde forbrydere, og gøre vores samfund mere retfærdigt. Hun læser alt om betjente, besøger politistationer og springer op fra stolen, når et udrykningskøretøj kører forbi skolen.
Anna kæmper med skolens fag. Hun falder ud af samtalen, og ind i sine egne tanker. Hun forsvinder ofte fysisk, fordi hun gemmer sig under bordet (her er sanseforstyrelserne mindre) eller på en hylde i klassen, hvor hun morer sig over, at læreren ikke kan finde hende. Anna falder ofte i søvn i klassen, fordi hun har brugt sin energi på at komme til og fra skole. De mange stimuli, som hendes sanseapparat skal tage ind, og bearbejde, trætter hende usædvanligt meget. De opgaver hun møder i skolen udfordrer hende ikke, og trætheden overmander hende.
Mennesker der ikke kender Anna, ser en træt pige, med et særligt udseende og en krop, som hun ikke har styr over. De ser hendes elendige karakterer. De forstår ikke hvad hun taler om, og ignorerer hende, hvilket får hende til at tie. De ser ikke alt det, som Anna kan.
Anna skal ud af skolen til sommer, og hvad skal hun så?
Anna skal i gang med en STU med praktik i “Klar til start”, hvor hun skal lære, at arbejde i et supermarked. Anna har ikke selv valgt den fremtid, men det, er det tilbud, som kommunen har til Anna.
Ifølge arbejderbevægelsens erhvervsråds undersøgelse fra april 2021, er kun 66% af unge med en diagnose i en ungdomsuddannelse.
Folkeskolen burde have mulighed for, at lave særlige undervisningsforløb til mennesker som Anna. Naturligvis skulle hun lære, de mest basale færdigheder i folkeskolen, men en stor del af tiden, burde hun bruge på interessetimer, med tydelige mål. Skolen burde støtte Anna i hendes interesse, udfordre og motivere hende til at blive endnu bedre. Et job I politiets, eller forsvarets efterretningstjeneste, burde være Annas fremtid.
I folkeskolen, i ungdomsuddannelserne og på arbejdsmarkedet skal vi støtte unge som Anna.
Vi skal undgå, at hun havner i de 33% der ikke er i uddannelse.
Vi skal undgå, at hun ender med et liv på kontanthjælp.
Vores samfund har brug for Annas særlige talent.