Læs mere fra bloggen: Specialpædagogik i praksis
Blog
Leg og læring som ikke er topstyret
Hvordan kan man arbejde med leg, læring og teknologiunderstøttet undervisning i specialklasseregi?
Publiceret
Senest opdateret
Vi har i dag som lærere været på kursus i lego wedo og microbits programmering. To teknologier, som det er meget normalt at en 4 klasse kan være selvkørende med. Det til trods for, at underviseren har sat eleverne igang med minimum af instruktion. Do and learn.
Vi kursister fik en opgave, som var opsat scenariedidatisk. Vi skulle lave en alarm med lego we do, som kan beskytte vores slikskål, som var blevet røvet dagen før. Det skulle vi undgå i fremtiden med en eller anden form for alarm. Så gik vi igang uden yderligere instruktion.
Vi på mit hold byggede følgende bil - se foto. Og det var udfordrende, det var løst struktureret og vi skulle selv programmere på vores Chromebook. Teknikken drillede - kun den ene chromebook kunne køre programmet, vi havde ikke en oversigt over programmerings blokkene, vi havde ikke en bagkant og vi skulle selv designe. Det var ikke en bundet opgave - fx fra instruktionsbogen til WeDo. Vi var tydeligvis lidt frustrerede. Men vi nåede i mål - blandt andet ved at søge hjælp hos underviseren og google noget m.m. Vores bil havde en sensor som kunne mærke, når en kom i nærheden af slikskålen, og kunne køre hen og stikke tyven med de to pinde der var monteret. Så det lykkedes uden vi opgav.
Jeg kom så efterfølgende til at tænke over, om det kunne lykkes i en 4. klasse som er en specialklasse? Hvad skal der så til for at undgå kaos tænkte jeg. Det der ville være problemet ville være, at der ret hurtigt ville komme kaos ved så løs en struktur. Så en bunden opgave tænker jeg er vigtig her, til at starte med. Lego har altid nogle bundne opgaver. Så start der med hvad der er i instruktionshæftet. Sørg endvidere for at have 120% styr på teknikken inden. Det dur ikke at Chromebooken ikke kan køre programmet. Endvidere kunne det være en fordel, at dele klassen på de 8 elever der typisk er, og så tage halvdelen over 2 gange. Og så tænker jeg også det er vigtigt at man successikrer ret hurtigt. Det skal i første omgang ikke være et projekt der strækker sig mere end to timer. Det skal være noget der umiddelbart kommer til at virke kort efter aktiviteten. Så fast struktur, fast tidsramme, styr på teknikken, en fast opgave og så successikring efter kort tid. Så kan det nok lade sig gøre. Så specialpædagogisk skal vi altid tænke anderledes.
