Specialpædagogik i praksis
Blog
Sommerferieoplevelser
Kommer altid til at tænke på at flere af mine elever, igennem mine år som underviser i specialklasserne, ofte ikke har haft de store oplevelser i sommerferien. Det kommer til at stå i kontrast til min egen virkelighed privat.
Så er jeg i gang igen. Eleverne dukker op næste mandag. Vi undervisere er startet så småt med forberedelserne. Har haft en spændende sommerferie her, og har været rundt og vise min dreng på 5 nogen steder i Danmark, campere og familiehygge med udflugter til vandet, tur til iskiosken osv. Kommer altid til at tænke på at flere af mine elever, igennem mine år som underviser i specialklasserne, ofte ikke har haft de store oplevelser i sommerferien. Så jeg glæder mig til at give dem nogen oplevelser hen i løbet af året. Jeg har blandt andet teater, bio tur og ture rundt til kulturliv m.m. her i Aarhus hvor jeg er bosat, som jeg har planlagt for klassen. Ud over undervisningen i fagene. Det giver meget mening for mig, at også operere med dannelse, som ellers er gået meget tabt i al den snak om karakterkrav m.m. Det at kunne finde ud af at melde sig ind i en forening, og skabe mening der, eller komme på biblioteket og kunne finde bøger gratis som interesserer en m.m. Det kan være meget givtigt i et senere voksenliv.
Det er selvfølgelig ikke uden at det berører mig dybt, når nogen af mine elever er kommet tilbage med få sommerminder. Det er ikke fordi man som forældre – jeg selv inklusive – altid har det store overskud. Men en hel sommer med en tur i det lokale supermarked, eller det lokale storcenter et par gange er noget jeg ofte har hørt fra eleverne. Og så resten af tiden med at spille computer. Det kan man så sammenholde med nogen af de elever jeg også har, der har været en tur til Frankrig med familien. Så at være i overskud – og kunne give noget videre er noget vi som lærere også skal være opmærksomme på. Ikke fordi man ikke kan lave noget der ikke koster. Fx en sheltertur, en tur på en naturlegeplads eller nogen af de gratis arrangementer der fx bliver arrangeret her i min by Århus i sommeren. Men det kræver at man er opsøgende som forældre, eller at man har overskud.
Det er en del af et ”kald”, tænker jeg som underviser i specialklasserne, at kunne se eleverne og give dem nogen ekstra oplevelser, som de muligvis ikke får derhjemme. Det er også det der peges på i forskningen, at man kan overleve meget, bare man har en stabil voksen gennem ens barndom. Det kan så være en lærer, en pædagog eller en onkel tante eller lignende.
Så det vil jeg gå ind i det nye skoleår med i baghovedet. At give eleverne stabilitet, oplevelser og faglig udvikling.