Specialpædagogik i praksis
Blog
Så er det tid til eksamen
Eksamen i specialklasser kan være en udfordring, men samtidig give en mulighed for inklusion.
Det har været lidt af en vild tur for flere af mine elever at gå til prøve. Men det har også været en oplevelse af at nærme sig at være en del af skolen som sådan. Altså føle sig inkluderet. Det er dog et tveægget sværd, da de specialklasseelever jeg har går op på helt normale vilkår. Det vil i praksis sige at de skriftlige eksamener ligger tre dage i rap for dansk og matematik. Så det har givet mig nogle udbrændte elever. Det er den ene side af sværdet. Og den anden side er så mere positivt at de har oplevet at blive ”normaliseret”.
Jeg tænker dog der er meget langt fra det niveau vi er på, til de krav der bliver stillet til almenområdet. Så jeg kunne godt efterlyse nogle dispenseringsmuligheder. Altså hvilke prøvekrav der er. Det måske at have en ujævn kognitiv profil og så oveni måske være ordblind – det kan give nogen uoverstigelige problemer ift fx en læseprøve, hvor der skal læses og skimmes rigtig meget og der skal bevares et stort overblik. Og det kan også være meget svært hvis man har en ADHD diagnose. Det kan være et udviklingspunkt for de fremtidige prøveformer. Men det skal komme fra ministerielt hold.