Blog

Stilladserer vi eleverne ihjel?

Offentliggjort Sidst opdateret

Havde en snak med en af mine gode kollegaer forleden, som gav mig et nyt perspektiv på stilladsering og brug af pictogrammer. Det er noget vi altid har arbejdet med i specialpædagogikken, og er også en nødvendighed. Vi har dog også arbejdet med at komme væk fra den kraftige ydrestyring, som det jo reelt også er, til at eleverne skal blive mere indrestyrede. Det har især været omkring at regulere konfliktpotentialer, men også omkring det faglige. Men nok mest det første. 

Specialpædagogik i praksis

Jeg har stort set hele mit lærerliv arbejdet med specialpædagogik, både med unge og børn i folkeskolen. Sideløbende har jeg taget en kandidatgrad i almen pædagogik, og senest en PD i pædagogisk psykologi. Jeg brænder for specialpædagogikken og holder ind imellem foredrag om emnet. Er censor ved læreruddannelsen og diakonhøjskolen med det almene pædagogiske område bachelorprojekt, lærerens grundfaglighed og almene pædagogiske fag. Jeg er endvidere boganmelder på folkeskolen.dk indenfor emnerne trivsel og specialpædagogik. Jeg vil i denne blog skrive om, hvordan man kan gribe dagligdagen an med undervisning og pædagogik i en specialklasse.

Efter inklusionsprojektet i sin tid, så kom stilladseringen ind i almen området også. Det der var godt for de elever med særlige behov, var også godt for de almene elever. Og som min kollega siger, har vi gjort dem en bjørnetjeneste. Hvis vi stilladserer alt for dem gennem hele folkeskolen, så dræber vi også initiativet. Så i den anden ende i 10 klasse, så kommer der en flok elever ud, der ikke kan løse en opgave som ikke er meget konkret defineret. Så det har en slagside. 

Og det kan komme til at smitte af ind i gymnasieområdet mm, men også på de videregående uddannelser senere.