Læs mere fra Sproglærerforeningen for engelsk, tysk og fransk:
Syv engelskforløb til udskolingen, der hverken bruger portaler eller tekstbøger
Mangler du stadig et enkelt eller to engelskforløb til det nye skoleår? Så er der inspiration at hente hos Engelsk Fagudvalg i Sproglærerforeningen.
Her kommer et gratis tilbud til alle – men især, hvis du er medlem af Sproglærerforeningen.
Hvis du har læst mine tidligere blogindlæg, vil du vide, at jeg hverken bruger portaler eller tekstbøger i min undervisning.
Jeg blev lærer, fordi jeg gerne vil undervise, differentiere, arbejde med individer og med læring. Det synes jeg, at jeg gør, når mine elever kan kaste sig ud i alle mulige projekter, hvis bare de kan dokumentere og bevise, at de lærer engelsk.
På den måde bliver eleverne selv opmærksomme på, at det hele handler om læring. Som en af mine elever i 7. klasse sagde da vi evaluerede sidste skoleår:
”English used to be just another lesson, now it is serious. Because I can choose what I want to work with, I am motivated from the inside- and I can see I am learning”.
Men hvad med 9. klasse, pensum og eksamen?
I 9. klasse er der mulighed for at lave individuelle pensumopgivelser, men jeg tror dog, at det vil være for uoverskueligt for både eleverne, læreren og censoren.
For alligevel at bevare så meget elevindflydelse som muligt spørger jeg derfor i slutningen af 8. klasse, hvilke emner eleverne har lyst til at arbejde med. Det har jeg gjort i mange år, så jeg har efterhånden mange emner, som jeg kan tage af.
I år har mine to 8. klasser valgt følgende emner (klik på emnet for at downloade forløbet):
Tre emner, som jeg brugte sidste år, og som er ret up to date, er (klik på emnet for at downloade forløbet):
- USA’s global influence
- Missing people
- Life and death (et kombiemne med fokus på abort og dødsstraf)
Space er et helt nyt emne for mig, mens jeg har arbejdet med de andre emner før. Det krævede tre til fire timer at opdatere de gamle, mens det tog otte til tolv timer at samle et helt nyt emne.
Det er ærlig talt ikke meget tid i betragtning af, at jeg har stof til et helt år. Ydermere er det stof, som er up to date, og som jeg ud fra mit kendskab til mine elever tilpasser deres niveau og interesser.
Emnerne er alle aktuelle emner, og når vi i mine timer tit er inde på BBC.co.uk, finder og tilføjer vi nyt materiale løbende. Det er vigtigt, at engelskundervisningen ikke er historieundervisning, men noget, som er hot.
Alle kompendier er sammensat fra diverse hjemmesider, især BBC.co.uk. Alle er offentligt tilgængelige.
Og så er det, at jeg kommer tilbage til titlen på denne blog. Hvorfor i alverden bruger man tusindvis af kroner på portaler og tekstbøger, når der ligger så ufattelig meget nemt tilgængeligt materiale på nettet? Jeg vil meget hellere bruge pengene på at købe autentiske frilæsningsbøger og få etableret en virkelig god samling af ungdomslitteratur.