Specialpædagogik i praksis
Blog
Mentalisering hvad er det?
- og hvilken betydning får det i dagligdagen i den specialklasse?
Evnen til at mentalisere, er evnen til at kunne at kunne sætte sig ind i andres sted Altså at have evnen til at aflæse egne og andres følelser, og afkode nogen af de folk der omkring en. Elever der fx har autisme, har en meget stor udfordring her, men omsorgssvigtede børn, og børn med ADHD kan også være udfordrede. Fordi det at kunne mentalisere kræver, at man kan holde opmærksomheden også, og at man endvidere har haft en nogenlunde stabil opvækst, med nogen forældre man kunne spejle sig. Forældre der har lært en at kunne regulere sig selv, og givet en guidelines til, hvilken følelse der dukkede op hos det lille barn.
Teorien bag mentalisering tager udgangspunkt i spædbarnet, som bliver påvirket af et andet barn der græder. Spædbarnet har ikke lært at mentalisere. I samspil med moderen, lærer barnet at sætte sig ind i egne og andres følelser. Barnet lærer dermed med tiden at affektregulere. Det sunde barn får efterhånden en oplevelse af, at have styringen i sit liv. Senere får barnet/den unge bevidsthed om, at ens indre tilstande har betydning for adfærden. Traumatiserede og omsorgssvigtede unge føler sig derimod ofte styret af ydre kræfter. Så her ligger en stor pædagogisk udfordring.
Og i en dagligdag i en specialklasse, kan der opstå mange konflikter der har rod i manglende evne til mentalisering. Børnene har ofte svært ved at aflæse andre, og deres intentioner med det de gør. Det kan man pædagogisk komme omkring ved i nogen situationer, ved at anvende smileys til hvordan man fx har det en morgen. Og lære at sætte ord på hvordan man har det, samt ved samtaler i klassen hvor konfliktforløb skal udredes. Jeg oplever ofte at eleverne siger ”Det var bare for sjov” Ja det var det måske for dig, men den anden det gik ud over græder nu. Mentalisering i pædagogiske sammenhænge her kan være ”op ad bakke”, da det neurologiske fundament kan være lagt, så det kan være svært at lære. Men gentagelse og vedholdenhed kan gøre meget. Mange traumatiserede børn, der bryder mønsteret, fortæller netop om en voksen de mødte på et tidspunkt der var vedholdende. Så tålmodighed og mere tålmodighed er vejen frem.
