Blog
”Det er jo bare en forkølelse”
Mandag d. 3. januar blev jeg interviewet til TV2 News. Efterfølgende lagde de en artikel op med mine udtalelser. Kommentarerne hertil skulle jeg nok ikke have læst. For som gravid med mit ønskebarn er der langt mere på spil end ”bare en forkølelse”.
Foto (privat) - Hvis alt går vel kan jeg omkring d. 1. juni iføre min datter babytøjet og dermed skåne min kat.
Min holdning i TV2 News var klar: Vi kan ikke være bekendt over for vores børn at udsætte dem for det kaos, som sandsynligvis venter dem efter juleferien. Et kaos af fraværende lærere, vikarer og klassekammerater. Utryghed og usikkerhed om, hvordan skoledagen skal forløbe og ikke mindst sandsynligheden for selv at blive smittet. Jeg ønskede, at man fra politisk side overvejede at forlænge nedlukningen nogle uger endnu, eller at man i det mindste overvejede at sende os alle i skole i mindre hold.
Gravid og egoist
Jeg blev anklaget for at være pessimistisk. Jeg blev anklaget for ikke at være en god rollemodel for mine elever. Jeg blev anklaget for at være egoistisk. Det gjorde ondt, men mest fordi noget af det - om end delvist - var sandt. For ja, jeg var egoistisk, da jeg ønskede at skoleåbningen kunne foregå mere sikkert for os alle. Og det var jeg af den simple grund, at jeg var gravid (ligesom jeg i øvrigt stadig er 😉)
Gravide er ikke længere ’særligt sårbare’
I dag er man som vaccineret gravid ikke længere kategoriseret som ’særligt sårbar’ i forhold til Corona. Det betyder, at jeg ikke skal skånes imod virus, og at man vurderer, at jeg og mit barn ikke er i særlig fare ved at blive smittet. Det lyder jo alt sammen meget fint. Men den gravide hormonhjerne kan altså godt løbe af med mig, hvilket betyder, at historier om døde fostre i maven efter coronasmitte fylder lidt rigeligt i min bevidsthed. Bær over med mig. Historierne er sande nok, om end de - indtil videre - kun er set hos ikke-vaccinerede.
Hvordan passer jeg bedst på mig selv?
Så hvordan passer jeg bedst på mig selv derude i frontlinjen, hvor smitten raser? Jeg forsøger at holde afstand i det lillebitte lokale, hvor vi stuves sammen 24 mennesker på alt for lidt plads. Jeg spritter af og vasker hænder og siger det samme til teenagerne, der tester sig selv med selvtest i frikvarterne og bagefter smider rundt med snottede vatpinde, væsker og kassetter. Og krydser fingre. For ind i mellem føles det mere som held end forstand, at jeg - og min baby - endnu er gået fri.
