"En massiv forringelse af kvalitet og timetal for alle vores studerende"

’Visionen’ drejer sig ikke om at optimere uddannelsen, så de lærerstuderende uddanner sig til dygtige folkeskolelærere, der kan imødekomme og udfordre folkeskolens elever, så de kan udvikle sig til veluddannede, dannede og visionære borger og lykkelige mennesker. Det drejer sig om at gennemføre politiske visioner for de dele af Danmark, som ikke lige er en storby. Vi er i den mærkværdige situation, at en opprioritering af provinsen (det vil sige det ganske land få kilometer fra hhv. Aalborg, Aarhus, Odense og København) medfører en nedprioritering af flertallet af de kommende lærerstuderende. Ja, nedprioritering! Planen er at de studerende som læser til lærer i storbyerne fremover bliver straffet for det, eftersom der vil være færre penge at uddanne dem for.

I udspillet lægges der tilsyneladende op til at tvangslukke 20 % studiepladser på KP, og i allerbedste og mest mirakuløse scenarie søger de 20% studerende samme uddannelse bare et andet sted, nemlig i Hillerød (og det er ikke løgn) der flytter penge med til Hillerød! Problemet er at disse penge bliver taget fra de studerende i København. På KP betyder 20% færre studerende, 20% beskåret budget til et uddannelsessted, som ikke kan skære en øre på bygninger (med alt hvad bygninger fører med sig) eller adresse. Det vil sige, at udgifter, vi ikke kan løbe fra, skal hentes ind på undervisning. Det løber ikke rundt med de mirakuløse 20 % studerende i Hillerød, og hvis de 20 % studerende ikke (ved et trylleslag) dukker op i Hillerød osv., så bliver det tæt på katastrofalt, siger KPs ledere, for det drejer sig om mange, mange millioner der kommer til at mangle.

Katastrofalt!

Hvad betyder det?

Vi kommer til at skære i timetal og i kvalitet. Mindre undervisning og mindre underviserkontakt. Det får konsekvenser for uddannelsens niveau – men altså kun for storbyens studerende. Jeg tror, det betyder flere studerende på et hold. Det betyder sandsynligvis mindre forberedelsestid til undervisere, mindre velforberedt, gennemtænkt og forskningsbaseret undervisning, mindre tid til at sætte sig ind i tekster og mindre grad af didaktisk og faglig udvikling og afprøvning. Det medfører definitivt afslutningen på individuel vejledning og feedback på skriftlige opgaver (hvad der er dybt bekymrende, eftersom det med rette efterspørges af de studerende og samtidig fungerer som en modellering af, hvordan folkeskolelæreren kan vejlede sine elever) – den slags er ikke muligt, hvis man møder omkring 120+ studerende om ugen. Det er heller ikke muligt at tage individuelle studiestøttende samtaler med så mange studerende endsige få øje på de studerende, som har brug for sådanne samtaler. Det vil blive svært at få tid til samarbejde og faglig sparring. Det vil få store konsekvenser for min arbejdsglæde, men det er jo en helt anden fortælling, og måske bliver jeg alligevel sparet væk.

Det mest katastrofale er dog de konsekvenser det på sigt får i folkeskolen, når man vælger at gennemføre forringelser af en læreruddannelse; forringelser der især vil ramme de byer, hvor der uddannes flest.

Det er meget svært at få øje på den politiske vision såvel som det fornuftige i udspillet. Det er umuligt at få øje på politisk ansvarlighed overfor uddannelser og folkeskole.