Fransklærerforeningen
Blog
En sprogstrategi blev gennemført!
Så er den midtjyske sprogstrategi blevet offentliggjort. Den indeholder nogle helt centrale begrundelser for, hvorfor det er vigtigt at lære flere sprog end engelsk.
Den midtjyske sprogstrategi indeholder nogle helt centrale begrundelser for, hvorfor det er vigtigt at lære flere sprog end engelsk. Disse begrundelser er for mig at se ganske eksemplariske og kan/bør gøres til genstand for at indføre sprogstrategier i alle landets regioner.
"Begrænsede fremmedsprogskompetencer gør os dog ikke kun fattigere som samfund rent økonomisk. Det gør os i lige så høj grad fattigere ud fra et kulturelt og globalt perspektiv. At have kompetencer inden for fremmedsprog er nemlig mere end blot et formelt værktøj til at kunne kommunikere med en samarbejdspartner. Det er en nødvendig kompetence for at kunne forstå andre samfund, og forhandle på tværs af kulturelle normer og skikke. Vores nyhedsstrømme, medietrends og kulturelle koder importerer vi fra engelsksprogede kilder, da vi forstår dem sprogligt.
Dette kan være med til at skabe et afhængighedsforhold til visse kulturer, og samtidig svække vores umiddelbare og dybere forståelse af andre sprog og kulturelle fænomener. Eksempelvis er mandarin og spansk de to mest talte sprog i verden, og manglende kompetencer inden for sprog og tilhørende kulturer, sætter os tilbage som internationalt orienteret videnregion. Som samfund og som region er det derfor helt afgørende, at vi tør have en mere ambitiøs tilgang til vores sproglige kompetencer. Dette indebærer, at vi ikke stiltiende ser til, i mens færre unge tager sprog som fransk og tysk til sig.
Potentialet inden for sprog og sproglige dobbeltkompetencer er stort, og den regionale udviklingsstrategi har således også et udpræget fokus på FN’s verdensmål, hvor internationale partnerskaber ses som en forudsætning for at lykkes regionalt".
Læs selv hele sprogstrategien "Den Midtjyske Strategi for Fremmedsprog"