Fransklærerforeningen

Blog

Coco Chanel - på tværs!

Inspiration til forløb i biologi, fransk, historie, håndværk & design

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tør du deale med dilemmaer?

I forbindelse med valgfaget ”Tør du deale med dilemmaer?” 10 onsdage eftermiddage på Hellerup Skole skulle jeg bruge en oplægsholder, der kunne udfordre eleverne med nogle vaskeægte dilemmaer. Det var derfor oplagt at booke Karen Høeg (cand.mag. i fransk og filmvidenskab, tidligere gymnasielærer) til at fortælle om sin tid, da hun arbejdede for Coco Chanel i 60’erne. Hun måtte nemlig flere gange tage nogle drastiske beslutninger. Et af dilemmaerne var blandt andet, at åleslanke Karen ”gerne måtte tabe 5 kg”, hvis hun overhovedet kunne få jobbet som hus-model hos ”Mademoiselle”. Eleverne skulle derfor bl.a. diskutere, om de selv ville gå med til den slags betingelser, ja, måske endda sige nej tak til et fast, velbetalt job hos en verdensberømt modeskaber, hvis modehus ovenikøbet lå midt i byernes by Paris.

Kvindemode, russiske balletter og Churchill

Franskbloggen

På Franskbloggen blogger på skift medlemmer af Fransk Fagudvalg i Sproglærerforeningen og folkeskolefraktionen af Fransklærerforeningen.

Sanseligt førte Karen eleverne tilbage til sine oplevelser i det fashionable ”Maison Chanel”, fortalte om Chanels indflydelse på kvindemoden, om hendes samarbejde med og uvurderlige økonomiske støtte til tidens avantgardekunstnere (Picasso, Jean Cocteau, Igor Stravinsky m.fl.), samt til de modernistiske russiske balletter. Desuden om hendes livslange venskab med Winston Churchill.

Efter at have omtalt arbejdsforholdene for syerskerne og husmodellerne i 1960’erne tog Karen også eleverne et længere skridt tilbage, nemlig til 2. verdenskrig, hvor det forlød, at Coco havde samarbejdet med nazisterne.

Et æble til frokost

Karen kunne sagtens have fortalt meget mere om Chanels liv og tidsperioder eller om Chanels hatte, tøj og parfumer, men denne onsdag var der fokus på det – åbenbart evigt aktuelle – problem: SPISEFORSTYRRELSER. Når man ikke ved, hvordan man skal tabe sig, og der ikke er nogen diætist i modehuset, så kan det måske forklare, hvorfor Karen i flere måneder nøjedes med et æble til frokost, en tendens, der endte med alvorlig sygdom. Dette og andre af Karens konkrete dilemmaer diskuterede eleverne.

Under Karens oplæg og i forbindelse med elevernes feedback gik det op for mig, hvor oplagt det ville være at arbejde TVÆRFAGLIGT med Coco Chanel:

Biologi og fransk:

Hvordan taber man sig? Hvad er en spiseforstyrrelse, og hvordan reagerer kroppen på det? Hvorfor skal modeller være tynde? Og høje? Er det naturligt? Hvor mange unge piger/unge mænd er ramt af spiseforstyrrelser i nutidens Danmark? På hvilke andre områder finder lignende krav om vægttab sted ud over modebranchen? Gør brancherne noget for at beskytte de unge? Hvordan er reglerne for ansættelse af modeller i modebranchen i dag?

Historie, håndværk og design:

Hvilken nyskabelse inden for moden (”haute couture”) og design skabte Chanel for kvinderne og hvorfor? Hvilke specialer havde syerskerne? Hvorfor bliver Coco Chanel kaldt en genial modeskaber? Hvorfor er hendes image udødeligt?

Historie og fransk:

 Hvem var Coco Chanel, hvor kom hun fra, hvorfor løj hun om sin fortid? Hvorfor blev hun aldrig gift trods langvarige lykkelige kærlighedsforhold? Hvorfor blev hendes brand verdensberømt? Hvordan udnyttede Chanel tiden under 1. Verdenskrig til at markedsføre sin forretning, mens de andre modehuse lukkede ned? Hvordan reagerede Chanel, da hendes syersker truede med strejke, fordi hun nægtede at udbetale feriepenge (lovpligtigt i Frankrig fra omkring 1939)?

Hvorfor samarbejdede hun med nazisterne under 2. Verdenskrig? Hvad var konsekvenserne? Hvordan kom hendes venskab med Winston Churchill på en usædvanlig prøve i slutningen af 2. verdenskrig, på grund af hendes dristige udspil, der faktisk kunne have ændret verdenshistorien?

Inspireret? 

Du kan naturligvis selv finde tekst- og undervisningsmaterialer. På Mitcfu.dk ligger der en del dokumentarer om Coco Chanel, men at få besøg af en, der har ”været der”, og som med egne ord kan guide eleverne tilbage i tiden og med egne øjne kan fortælle og vise (med billedserie), hvad hun har set og oplevet, det er helt specielt, og det husker eleverne.  

Artiklen kommer i sin fulde længe (med flere fotos fra Karen Høegs tid som model) i Fransklærerforeningens medlemsblad Fransk Nyt her i september.