H&D-blokken
Blog
Hovedet på pinden
Leg med udtryk, hoveder der får tankerne hen mod tegneserier og karikaturer er centralt i denne lille opgave.
Hovedet på pinden…
Leg med udtryk, hoveder der får tankerne hen mod tegneserier og karikaturer er centralt i denne lille opgave.
Eleverne starter med at tegne et udkast til et sjovt hoved, dog gerne i vekselvirkning med at de bliver inspireret af hvad vi har af metalrester, trærester og alle mulige andre rester.
Først saves hovedet ud af forholdsvis tyndt fyrretræ med dekupørsav – enten med hånddekupørsav eller på elektrisk dekupørsav.
Så leges der med de forskellige materialer indtil vi er helt sikre på at have opnået et ”godt” eller ”sjovt” udtryk.
De må bruge hvad vi har af rester, men mht. til maling sætter jeg nogle gange et ”benspænd”, f.eks. at der kun må bruges hvid, rød og sort maling.
Hestehår, stofrester og plastikdimser kan også bruges. Jeg har færdige trækugler og hjul på lager men det er lidt for hurtigt og dyrt, hvis man bare bruger dem til øjne, næse og mund. Resultatet bliver også mindre spændende.
Hul i hovedet
I hovedet og fod bores der med fx 6 mm bor så de kan sættes sammen med 6 mm rundstok. Inden har eleverne mærket op med syl. En lang næse eller lign kan også sættes fast på denne måde. Altså som en slags dyvling– ellers bruges vi trælim og limpistoler Eleverne opnår her en fornemmelse af hvornår trælim, limpistoler eller dyvling er bedst.
Undervejs kan det være at fx pladesaks, guldsmedesaks eller lign. skal introduceres til at bearbejde metalmaterialer.
De hurtige kan gøre lidt ekstra ud ad foden. Det hele udstilles et sted på skolen – gerne et lidt overraskende sted - inden de får – ja deres eget hoved - med hjem.