H&D-blokken

H&D-blokken

Blog

Når Viktor Axelsen saver…

Saven er et af de mest centrale redskaber i håndværk og designundervisningen, og derfor bør man kunne bruge den rigtig. Eleverne ved ikke hvordan den bruges - og når lærerne heller ikke gør det, er de ringe hjulpet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når Viktor Axelsen server - eller spiller badminton i al almindelighed, er det både elegant og effektivt. Uden at være den store badmintonkender, ved jeg at det ikke kun skyldes hans talent - men også oceaner af træningstimer, øvelser, viden og mesterlære, der gør forskellen.

Min lidt kække sammentrækning og postulat, om er lærerne ikke kan save er måske lidt overdrevent - men ikke taget helt ud af det blå - det vender jeg lige tilbage til.

Idag har fukssvansen overtaget pladsen efter rammesaven i skolen. Mange yngre lærere kender sikkert ikke engang rammesaven, men fukssvansen har bestemt også sine fordele.

I timerne oplever jeg eleverne som meget ivrige, så allerede det at tegne en steg med en vinkel (korrekt) det glemmes - man har travlt med at komme igang.

H&D-blokken

Niels Lyngbo er lærer på Krogggårdskolen i Odense. Han underviser i håndværk og design, matematik, natur og teknologi, idræt mm. Har undervist i sløjd i ca. 20 år og har erfaringer fra alt fra meget elendige lokaler over til at være med til at bygge nye faglokaler op fra grunden. Har tidligere siddet i redaktionen på bladet SLØJD. H/D blokken er det sted, hvor Niels skriver om alt hvad der interesserer ham i faget - både fagnørderi, organisering og også de politiske strømninger omkring faget. Intet er for stort og intet er for småt….

Opmåling kan også være en udfordring. Starter man ved nul eller én på linealen…? Beder man elever save et bræt på 50 cm, er der mange der bagefter står med et på 49 cm, og sågar nogle med et på 40…

Når træet skal spændes fast i høvlebænken, spændes det ofte fast i mellem to høvlebænke, men så “klemmes” træet, så det faktisk er sværere at save over. Spændes der i én høvlebænk, saves der ofte så langt fra bænken at træet vibrerer - og derved modarbejdes savningen. Nå ja, og så er der dem som saver så tæt på høvlebænken, at de saver i den…

Oftest spændes træet dog på højkant - det ses også i nogle læreres timer, eller når børnene er med SFO’en i lokalet. Pædagogen har sjældent fagligt viden på dette område.

Ulempen ved at spænde på “højkant” er at saven kun saver med få tænder ad gangen - og iøvrigt at kun tænderne på midten af saven slides. Eleverne kan dog bedre se fremdriften, og føler derfor at det går hurtigere.

Af og til dukker der billeder op af lærere der “hjælper” eleverne med at save. Læreren holder træet mens eleverne saver. Det giver god mening - hvis man ikke har en høvlebænk - men ellers er det jo netop det høvlebænken kan. Så når læreren holder brættet for eleven ovenpå høvlebænken, har han/hun måske for meget tid?

Når jeg så yderligere ser lærere som skal save, som spænder et ganske almindeligt bræt fast ovenpå høvlebænken med skruetvinger. Ja så tænker jeg at man ikke ved hvilket fantastisk redskab en høvlebænk er. Og at det at save rigtigt er både elegant og effektivt, næsten som når Viktor Axelsen server.

Er det ligemeget? Nej det er vel en faglig grundpille at kunne betjene en sav og en høvlebænk. Med hensyn til eleverne er det naturligvis noget andet - de er jo netop i faglokalet - ja for at lære.

Powered by Labrador CMS